Kontakt

Offentlige udgifter

Regnemaskinernes blinde vinkler har politiske konsekvenser

Når det kommer til beregninger af skattelettelser, er embedsmændene villige til at lave antagelser, der ikke nødvendigvis er empirisk belæg for. Når det kommer til penge brugt på skoler, daginstitutioner og sundhedsvæsen, er der ikke samme iver.

Finansministeriet har i dag et bredt sortiment af lommeregnere til at regne på effekter af forskellige skatte- og afgiftslettelser, reduktioner i overførselsindkomster, mv. Men når det kommer til at beregne, hvad vi får ud af vores skattekroner, altså de penge vi bruger på eksempelvis skoler, børnehaver, infrastruktur og sundhedsvæsen, har ministerierets økonomer knap nok en kugleramme.

Det er ikke, fordi Finansministeriet eller økonomer i det hele taget mener, at vi ikke får noget ud af vores skattekroner. Langt de fleste anerkender, at der er positive effekter på arbejdsudbud og produktivitet, når staten bruger penge på børnepasning, uddannelse og infrastruktur.

Et eksempel kunne være, at når forældre har mulighed for at få passet deres børn i daginstitutioner, kan de lægge flere timer på arbejdsmarkedet (øge deres arbejdsudbud).

Ligeledes er uddannelse en god investering, der giver et positivt afkast, fordi personer med uddannelse typisk opnår højere løn og er mindre arbejdsløse end personer uden uddannelse.

Hvorfor regner vi ikke disse positive effekter med, når nu de fleste anerkender, at de er der? Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål.

Ofte hører man, at der ikke findes solid empirisk forskning på det offentlige udgiftsområde, og at det derfor ikke er muligt at lave en lommeregner, som kan tage højde for de afledte effekter af offentlige udgifter. Men det er ikke helt korrekt.

En lang række undersøgelser viser, at børn, der er blevet passet i højkvalitetsinstitutioner, senere opnår bedre resultater i skolen, højere indkomster og har et mindre træk på de offentlige kasser. Problemet er nok snarere, at den tilgængelige forskning kan være svær at oversætte til en effekt på beskæftigelse, BNP og de offentlige kasser på kort sigt.

Der er tit tale om langsigtede effekter, vi først kan se om mange år. Og så er der selvfølgelig stor usikkerhed. Hvad er gevinsten for samfundet i kroner og øre ved, at et barn bliver stimuleret i sin daginstitution? Og hvornår indtræffer gevinsten? Det er svært at svare på. Men denne usikkerhed gælder også på skattesiden, hvor man regner på effekterne alligevel.

Et studie foretaget af bl.a. tidligere vismand Claus Thustrup Kreiner viste, at der ikke var nogen effekt af forårspakke 2.0 på kort sigt. Det udelukker ikke, at der på lang sigt kan være effekter af skattelettelserne, men hvornår de i givet fald indtræffer, kan økonomer ikke sige noget præcist om.

Ser man på nogle af de andre antagelser, Finansministeriet bruger, så findes der heller ikke empiriske undersøgelser af, om lavere registreringsafgift eller lavere afgifter på alkohol og tobak virkelig får lønmodtagerne til at arbejde flere timer. Men det antager man, fordi man regner efter samme metode, som hvis der var tale om en indkomstskattelettelse.

Ifølge Finansministeriet vil det øge arbejdsudbuddet med 900 personer, hvis vi sænker afgifterne på alkohol og tobak svarende til EU-minimum – og vi kan endda tage pengene fra sundhedsvæsnet, uden det koster på arbejdsudbuddet. Det er en meget tung antagelse, der ikke findes empirisk belæg for.

Når det drejer sig om skatter og afgifter, er embedsmændene villige til at strække sig og lave antagelser, som gør, at man kan tage et tal med ned til forhandlingsbordet. Når det drejer sig om, hvad vi får for vores skattekroner, er der ikke den samme iver.

Det er problematisk, for konsekvensen bliver skæve regnestykker.

Bragt på Altinget d. 28. maj 2018