Kontakt

Beskæftigelse

Hvis du mangler arbejdskraft, så ansæt en lærling

Bevæbnet med argumentet om flaskehalse og mangel på arbejdskraft slår arbejdsgiverne på tromme for flere udbudsreformer, skattelettelser og øget import af udenlandsk arbejdskraft. Fem punkter punkterer imidlertid myten om stor mangel på arbejdskraft.

Ifølge arbejdsgiverne er der flaskehalse på arbejdsmarkedet. Virksomhederne må takke nej til ordre fordi de tilsyneladende ikke kan få tilstrækkelig med arbejdskraft. Sådan lyder meldingerne dagligt i den offentlige debat. Når man kigger grundigt på tallene, tegner der sig dog et noget andet billede.

Bevæbnet med argumentet om flaskehalse og mangel på arbejdskraft slår arbejdsgiverne på tromme for flere udbudsreformer, skattelettelser og øget import af udenlandsk arbejdskraft. De politiske budskaber skal pakkes ind i et argument. Fem punkter punkterer imidlertid myten om stor mangel på arbejdskraft på arbejdsmarkedet

  1. En af advarselslamperne, der blinker ved mangel på arbejdskraft, er accelererende lønstigninger. Hvis arbejdsgivernes argument om mangel på arbejdskraft er korrekt, så bør vi se kraftigere lønstigninger. Lønstigningerne er dog moderate. Dermed er et af de vigtigste symptomer på udbredt mangel på arbejdskraft fraværende.
  1. Den seneste rekrutteringsundersøgelse fra ’Styrelsen for Rekruttering og Arbejdsmarked’ viser, at antallet af forgæves rekrutteringer har været uændret det seneste år. Undersøgelsen, som er den mest omfattende rekrutteringsundersøgelse i Danmark, kan ikke bekræfte påstanden om voksende mangel på arbejdskraft. Det kunne den heller ikke sidste gang.
  1. Mens arbejdsgiverne har travlt med at råbe om mangel på arbejdskraft, er der 10.000-12.000 unge, der ikke kan få en læreplads i en virksomhed. Det er nogenlunde det samme, som under krisen. Selv indenfor fag, hvor der ifølge arbejdsgiverne selv er mangel på arbejdskraft, er der ca. 2.000 unge, som ikke kan få en praktikplads i en virksomhed.
  1. I dag er der stort set det samme antal ledige hænder til rådighed for virksomhederne, som for to år siden. Ledigheden har været nogenlunde uændret. Det skyldes, at arbejdsstyrken er vokset nogenlunde i samme tempo som beskæftigelsen.
  1. Omkring halvdelen af den jobfremgang, vi har oplevet de sidste år, har været drevet af deltidsstillinger. Der er op imod 200.000 lønmodtagere, som gerne vil arbejde flere timer, hvis de får muligheden for det. Hvis arbejdsgiverne har brug for at øge arbejdsmængden, så er det jo oplagt, at de oprettede flere fuldtidsstillinger.

Ovenstående fem punkter må arbejdsgiverne redegøre for før vi kan tage deres udsagn om mangel på arbejdskraft alvorligt.

Der findes selvfølgelig områder på det danske arbejdsmarked, hvor det er svært at finde den rigtige type arbejdskraft. Men man kan ikke tale om udbredte problemer med at skaffe arbejdskraft. Vi står heller ikke på randen af en ny overophedning.

Det betyder naturligvis ikke, at vi skal hvile på laurbærrene. Det er vigtigt, at vi får løftet arbejdsstyrkens kompetencer gennem voksen- og efteruddannelse, og sikrer at flere unge får en erhvervskompetencegivende uddannelse. Samtidig skal arbejdsgiverne også tage et større ansvar og oprette flere praktikpladser. Det giver ikke mening, at virksomhederne ikke tager imod flere lærlinge samtidig med, at de klager over mangel på arbejdskraft.

Bragt i Berlingske Business d. 13. februar 2018