Kontakt

Skat

VLAK-skattelettelser giver over 200.000 kr. til de allerrigeste

Regeringens skatteudspil "Jobreformen fase II" giver den største gevinst til lønmodtagere med de højeste lønninger. Er man blandt de 1.000 personer med den højeste løn, så kan man se frem til en skattelettelse på 206.000 kr. om året.

Regeringens udspil til nye skattelettelser vil give den største gevinst til de lønmodtagere, som har de højeste lønninger. Gevinsten stiger med lønindkomsten - både opgjort i kroner og i procent. Desto højere løn, desto større er gevinsten fra forslaget. 

I de laveste indkomstgrupper, dvs. de som har en indkomst på under ca. 170.000 kr., er der ingen gevinst fra forslaget, da de ikke får glæde af det nye jobfordrag, som starter ved en løn på 174.000 kr. 

De lønmodtagere, som har en løn på knap 200.000 kr. får en skattelettelse på 2.500 kr., hvorimod den ene procent med de højeste lønninger, en løn på omkring 2 mio. kr., i gennemsnit får en skattelettelse på 51.000 kr. Befinder man sig blandt de 1.000 personer med den højeste løn, så kan man se frem til en skattelettelse på 206.000 kr. 

At det er de rigeste som får den største gevinst er også gældende, når man ser på skattelettelserne fordelt på a-kasser. Her får medlemmerne af Lederne den største skattelettelse på 12.000 kr., hvirmod medlemmerne i FOA og 3F står til de mindste skattelettelser på omkring 4.500 kr. 

Omtalt af Avisen.dk den 15. september 2017