Kontakt

Det danske klassesamfund

Vi danner par med sociale kopier af os selv

Når danskerne danner par, er der stor sandsynlighed for, at partneren er en person, der kommer fra den samme socialklasse, som man selv tilhører. Samtidig er blevet flere enlige og flere, der ikke får børn, de sidste 20 år.

Som en del af en større analyse belyser AE livet i de sociale klasser. Hvordan danner den danske befolkning i alderen 35-59 år par med hinanden? Og hvem får børn?
 
Analysen viser, at der er stor forskel på, hvem vi danner par med på tværs af de forskellige klasser, men der er en klar tendens:
 
Dem, der oftest finder sammen med en person fra en bestemt klasse, er dem, der selv er fra den samme klasse. Den mindst sandsynlige kombination er, at en person fra den højere middelklasse danner par med en fra arbejderklassen.
 
Figuren viser, hvem der danner par med personer fra arbejderklassen.
 
 
 
Et par defineres her som to voksne, der enten er gift, har registeret partnerskab eller har børn sammen og bor sammen. Det vil sige, at et kærestepar, der bor sammen uden at være gift eller have børn med hinanden, i denne forbindelse ikke bliver medregnet som et par.
 
Analysen viser også, at der i dag er flere enlige på tværs af alle klasser i Danmark end for 20 år siden. Det er dog mest almindeligt at bo alene, hvis man er en del af klassen uden for arbejdsmarkedet. Her er over halvdelen enlige.

Samtidig er andelen af personer, der ikke har børn, også stigende for de fleste klasser. Undtagelsen er overklassen, som er den eneste klasse, hvor andelen af både mænd og kvinder med børn i dag er højere end for 20 år siden.

Derimod gælder det for 40 procent af mændene i klassen uden for arbejdsmarkedet, at de ikke har børn.

Omtalt af Kristeligt Dagblad d. 22. maj 2020