Kontakt

Ulighed

Uddannelse er en guldrandet investering

Med en uddannelse følger lavere ledighedsrisiko og højere løn. Både erhvervsuddannelser, korte, mellemlange eller lange videregående uddannelser er en guldrandet investering - alle tjener sig selv hjem. Der er ingen ræson i at spare på uddannelse, som regeringen gør. Frem mod 2021 skal de forskellige uddannelsesområder spare mellem 6.000 og 10.000 kr. pr. elev.

Uddannelse giver højere indkomst gennem livet end at være ufaglært. Det betyder, at både den enkelte og samfundet set over livet tjener millioner på uddannelse.

Set over et livsforløb giver en erhvervsuddannelse i gennemsnit en indkomst på 14,4 mio. kr., en kort videregående 16,7 mio. kr., en mellemlang videregående 17,3 mio. kr. og en lang videregående 24,5 mio. kr.

Selv om antallet af år på skolebænken typisk hænger sammen med livsindkomsten, er der imidlertid flere erhvervsuddannelser, der på indkomsten kan måle sig med de korte og mellemlang videregående uddannelser. En elektriker tjener eksempelvis omtrent det samme som en folkeskolelærer gennem livet.

Der er ingen ræson i at spare på uddannelse, som regeringen gør via omprioriteringsbidraget. Selv om erhvervsskolerne tilføres en kvalitetspulje på finansloven for 2018, er der reelt tale om besparelse på alle uddannelser, også i 2018.

Både gymnasier, erhvervsskoler, professionsbachelorer, universiteter og erhvervsakademier står overfor store besparelser de kommende år – og har desuden været underlagt besparelser de seneste år. I 2018 skal uddannelserne sparer mellem 2.000 kr. og 6.000 kr. pr. elev set i forhold til 2015-niveauet. Frem mod 2021 vil besparelserne løbe op i mellem 6.000 og 10.000 kr. pr. elev på de forskellige uddannelsesområder.

Omtalt af Berlingske d. 15. december 2017.