Kontakt

Finanslov

Skat på telefoner: Fri tale til de rigeste

Som optakt til det kommende skatteudspil har regeringen meldt ud, at de ønsker at afskaffe skatten på fri telefon. Det vil være en skattelettelse, der i høj grad går til de højest lønnede. I Hørsholm har 40 pct. af lønmodtagerne fri telefon, mens det på Lolland er 8 pct.

Regeringen har meldt ud, at de ønsker at afskaffe skatten på fri telefon. Som reglerne er nu bliver man beskattet af 2.700 kr., hvis man får stillet en telefon til rådighed fra arbejdsgiver og kan bruge den privat. Det er det knap ½ mio. lønmodtagere der gør.

Undersøger man hvem der i dag har en fri telefon fra arbejdsgiveren, og dermed står til at få en skattelettelse, hvis skatten af fri telefon afskaffes, så er der en klar tendens til, at jo højere løn, desto flere har fri telefon betalt af arbejdsgiver.

For lønmodtagere med en årlig lønindkomst på under 300.000 kr. er det under 5 pct., der har fri telefon. Blandt den procent med de højeste lønninger har 84 pct. fri telefon. For at være blandt denne procent skal man have en årlig løn over 1,2 mio. kr.

Geografisk er der stor forskel på udbredelsen af fri telefon. Mens 40 pct. af lønmodtagerne i Hørsholm har fri telefon, så er det blot 8 pct. af lønmodtagerne på Lolland.

Fri telefon er meget udbredt blandt nogle lønmodtagergrupper, og meget sjældent i andre grupper. De a-kasser hvor den største andel har fri telefon er Business, Lederne og Økonomerne, hvor 50-60 pct. har fri telefon.

I den anden ende af skalaen finder man medlemmerne af NNF (Fødevareforbundet), FOA, BUPL og 3F hvor under 5 pct. af medlemmerne har fri telefon.

Omtalt af Avisen.dk d. 24. august 2017