Kontakt

Offentlige finanser

Overset skattelettelse i 2025-plan er målrettet de allerrigeste

I regeringens 2025-planen indgår en lavere beskatning af positiv kapitalindkomst for topindkomsterne og en lavere skat på aktieindkomst. Det vil sige skattelettelser til personer, der har aktier og store renteindtægter. Ingen af disse elementer er blevet belyst nævneværdigt, men de er begge en skattelettelse, der er målrettet personer med de højeste indkomster i Danmark.

I regeringens vækstudspil til 2025-planen indgår en lettelse af aktieskatten og en reduktion af skatten på store positive kapitalindkomster. Begge elementer er skattelettelser, som er målrettet de absolutte topindkomster i Danmark

Mens den rigeste procent i gennemsnit får en gevinst på knap 7.000 kr. årligt fra de to tiltag, så får de næstrigeste i gennemsnit 500 kr. fra de to tiltag. De resterende 90 pct. af befolkningen får i gennemsnit 30 kr. fra de to tiltag.

Samlet får den rigeste procent halvdelen af hele provenuet fra de to tiltag. Det svarer til omkring 340 mio. kr. De næstrigeste, som udgør 9 pct. af de voksne, får 30 pct. af det samlede provenu, svarende til 220 mio. kr. Alle andre, som udgør 90 pct. af den voksne befolkning, får under 20 pct. af det samlede provenu, svarende til godt 120 mio. kr.

Skattereduktionen fra disse to tiltag kommer oveni de lettelser, der er foreslået i topskatten mv.

Omtalt af Ritzau d. 9. oktober 2016