Kontakt

Overførselsmodtagere

Offentligt forsørgede fraflytter de store byer

Den største nettofraflytning af offentligt forsørgede er fra de største byer og kommunerne omkring Hovedstaden. Omvendt kommer den største nettotilflytning af offentligt forsørgede til Lolland-Falster samt Vest- og Sydsjælland.

I denne analyse er der set på flyttemønstrene mellem kommuner for personer, der er på offentlig forsørgelse. Der er set på de årlige nettoflytninger, dvs. tilflytninger fratrukket fraflytninger mellem kommunerne for personer i aldersgruppen 18-64 år, som er på offentlig forsørgelse.

For at få en robust opgørelse er nettotilflytningerne opgjort som et gennemsnit over en treårig periode (2016, 2017 og 2018). Studerende er udeladt af opgørelsen.

I Langeland kommune udgør nettotilflytningen af offentligt forsørgede den største andel. Næstefter Langeland kommer Odsherred, Lolland og Guldborgsund, hvor den gennemsnitlige årlige nettotilflytning udgør omkring 1,5 pct. af alle offentligt forsørgede i kommunen.

De seks kommuner med det største antal nettotilflyttere (dvs. tilflytninger fratrukket fraflytninger) på offentlig forsørgelse ligger alle på Lolland-Falster samt Vest- og Sydsjælland.

De fem største danske byer, København, Århus, Odense, Aalborg og Esbjerg er alle blandt de kommuner med den største nettofraflytning af offentligt forsørgede. Alle fem kommuner har haft en nettofraflytning af offentligt forsørgede i alle de tre seneste år.

Omtalt af DR d. 15. august 2018