Kontakt

Økonomisk krise

Ny forskning: Krisepolitikken har skadet økonomien varigt

I mange år har det herskende paradigme inden for den økonomiske videnskab hævdet, at efterspørgslen som hovedregel ikke påvirker BNP på lang sigt. Men efter finanskrisens udbrud har en lang række nye forskningsstudier fra bl.a. OECD, IMF og USA’s centralbank udfordret det synspunkt.

I mange år har det herskende paradigme inden for den økonomiske videnskab bygget på, at efterspørgslen kun påvirker BNP på kort sigt.

På lang sigt afhænger BNP ikke af, hvor meget vi efterspørger. Perioder med lav efterspørgsel får BNP til at falde midlertidigt, men på sigt kommer økonomien sig igen uden mén. Synspunktet er kendt som ”den neoklassiske syntese”, og det har stor betydning for, hvor meget man skal gøre for at stimulere efterspørgslen under økonomiske kriser.

Efter finanskrisen ser det imidlertid ikke ud til, at BNP vil komme sig uden mén. Tværtimod ser det ud til, at krisen har sænket velstanden i Danmark og de øvrige vestlige lande varigt.

Den økonomiske forskning har i stigende grad tolket faldet i det langsigtede velstandsniveau som et udslag af krisen og den stramme finanspolitik i Europa.

En række nye internationale forskningsstudier peger på, at tidligere økonomiske kriser har haft de samme effekter.

De nye forskningsstudier fra bl.a. OECD, IMF og USA’s centralbank markerer et tøbrud i den almindelige konsensus blandt økonomer om, at lavkonjunkturer ikke påvirker økonomien på lang sigt – et synspunkt der er kendt som ’den neoklassiske syntese’.

De nye studier har bl.a. fået forskere ved Den Internationale Valutafond til at efterspørge et paradigmeskift i den økonomiske forskning.

Debatten har stor betydning for, hvor meget regeringer og centralbanker skal gøre for at holde hånden under beskæftigelsen i krisetider.

Når økonomiske konjunkturer kan påvirke velstandsudviklingen langt ud i fremtiden, så er det meget vigtigere at stimulere økonomien i nedgangstider og bruge opgangstider til at få alle med.

Omtalt af Information d. 14. januar 2019