Kontakt

Arbejdsliv

Misvisende tal fra Beskæftigelsesministeriet om arbejdstid

Beskæftigelsesministeriet har fremlagt beregninger der tilsyneladende viser, at danskerne tilbringer markant mindre tid på arbejde end i andre lande. Tallene stammer fra OECD, der selv skriver, at deres tal ikke kan bruges til at sammenligne niveauet i den gennemsnitlige arbejdstid på tværs af lande.

I et svar fra Beskæftigelsesministeriet til beskæftigelsesudvalget fremgår det, at danskere over en 50-årig livsperiode samlet set tilbringer 27,8 år i fuldtidsbeskæftigelse, hvilket ifølge opgørelsen er markant mindre end i andre lande. Svaret blev bragt i Børsen d. 2. feb. under overskriften ”OECD dræber dansk myte: I arbejder mindre end andre”.

Svaret hviler på en opgørelse over den gennemsnitlige årlige arbejdstid fra OECD. OECD skriver selv, at opgørelsen ikke bør bruges til at sammenligne niveauerne i arbejdstiden i de enkelte lande fordi datakilderne varierer på tværs af OECD-landene.

Samme advarsel finder man i Produktivitetskommissionen rapport. Produktivitetskommissionen udarbejdede derfor et nyt datagrundlag for bedre at kunne sammenligne arbejdstiden på tværs af lande.

Anvender man samme metode til opgørelsen af den årlige gennemsnitlige arbejdstid som Produktivitetskommissionen, viser det sig, at den tid danskerne over et livsforløb på 50 år samlet set tilbringer i fuldtidsbeskæftigelse, ligger i den bedre halvdel af feltet.

Omtalt af Fagbladet 3F d. 28. februar 2017