Kontakt

Arbejdsliv

Mange på deltid og korte ansættelser i hotel- og restaurationsbranchen

I hotel- og restaurationsbranchen er der fire personer ansat pr. årsværk. Det er flere end i andre brancher. Flere personer pr. årsværk kan enten skyldes, at virksomheder har mange deltidsansatte eller mange medarbejdere med korte ansættelser.

Der er i gennemsnit to unikke personer pr. årsværk i danske virksomheder, dvs. at der er to personer tilknyttet en fuldtidsstilling gennem et år. Hotel- og restaurationsbranchen er den branche, hvor der er flest unikke personer pr. årsværk. I gennemsnit er der 4 unikke personer pr. årsværk i løbet af et år, og i mikrovirksomheder i denne branche er der hele 5 unikke personer pr. årsværk inden for et år. 

Det betyder, at der i en mikrovirksomhed inden for hotel- og restaurationsbranchen, hvor der er fem årsværk på et år, i gennemsnit vil være 25 medarbejdere tilknyttet virksomheden henover året. Det svarer til, at et årsværk udgøres af enten fem fuldtidsbeskæftigede, som hver har været ansat i under 2,5 måneder eller fem deltidsansatte med omkring 7,5 ugentlige arbejdstimer. 

Det samme billede gør sig gældende inden for branchen rengøring, frisører, reparation mv. Her er der i gennemsnit 3,4 unikke personer pr. årsværk, mens der er knap 4 unikke personer pr. årsværk i de store virksomheder inden for denne branche. 

Ser man på, hvor mange unikke personer der er pr. årsværk ekskl. studerende i brancherne, så er niveauet stadig højt i hotel- og restaurationsbranchen og inden for rengøring, frisører, reparation mv. I hotel- og restauationsbranchen er der tre ansatte pr. årsværk ekskl. studerende, og knap tre ansatte pr. årsværk inden for rengøring, frisører, reparation mv. 

Der er altså en relativ stor gruppe lønmodtagere, der har et job med enten få ugentlige arbejdstimer eller som har en kort ansættelseskontrakt inden for de to brancher. Begge dele kan ses, som en indikation på atypiske ansættelser. 

Ved alle virksomhedsstørrelser gør dig sig gældende, at der er flere ufaglærte pr. årsværk end der er faglærte og personer med videregående uddannelser pr. årsværk. I mikrovirksomheder er der eksempelvis 2,4 anatte pr. årsværk blandt ufaglærte, og 1,8 ansatte pr. årsværk blandt faglærte. Det tyder på, at det især er de ufaglærte, som har få ugentlige arbejdstimer eller som har en kort ansættelseskontrakt.

Omtalt af Finans.dk d. 1. januar 2018.