Kontakt

Erhvervsuddannelser

Målsætning om, at flere skal gå den faglærte vej, er næsten ti år bagud

I forbindelse med reformen af erhvervsskolerne, der blev indført i 2015, opsatte man en ny målsætning om, at 25 pct. af en ungdomsårgang skal vælge en erhvervsuddannelse i 2020. I dag er det kun 19 pct. af eleverne fra grundskolen, der vælger en erhvervsuddannelse, og kun 19 kommuner lever i dag op til målsætningen.

Udviklingen er gået den gale vej. I 2009 var man faktisk i mål med 25-procentsmålsætningen, men siden da er andelen af unge, der vælger erhvervsuddannelserne direkte efter grundskolen, faldet. 

I 2009 opfyldte de unge 25-procentsmålsætningen i 61 kommuner, mens de seneste tal viser, at det i dag kun er i 19 kommuner, hvor der er mindst 25 procent, der vælger en erhvervsuddannelse.

Der er behov for en massiv indsats, hvis målsætningen skal nås inden 2020. Ikke kun for at opfylde en målsætning, men fordi Danmark de kommende år vil komme til at mangle faglærte.
 
Det er vigtigt, at der bliver sat bredt ind, både i forhold til at sikre nok lærepladser og et højere kendskab til erhvervsuddannelserne, når der vælges uddannelse i grundskolens ældste klasser.
 
Vi skal have genfortalt mulighederne i erhvervsuddannelserne både overfor de unge og deres forældre. Med en erhvervsuddannelse har man ikke kun en solid erhvervskompetencegivende uddannelse med sig, der giver direkte adgang til arbejdsmarkedet fra dag ét, man har også mulighederne for at læse videre i uddannelsessystemet.  
 
Omtalt af Jyllands-Posten d. 12. februar 2018