Kontakt

Ulighed

Luftforurening mindsker danskernes levetid

Luftforurening og støj forkorter danskernes liv. En nyfødt lever i gennemsnit 1 år og 3 måneder kortere pga. miljøbelastninger fra især luftforening. Fordelingen er skæv, da personer i boliger med høj belastning mister 8 måneder mere end personer i boliger med lav belastning.

Den gennemsnitlige dansker mister 136 timers levetid hvert år som følge af miljøbelastninger. Det viser den årlige miljørapport fra Formandskabet for De Økonomiske Råd. For en nyfødt med en middellevetid på 81 år svarer det til, at barnet mister 1 år og 3 måneder af sit liv som følge af luftforurening og støj.

Det er især luftforeningen fra såkaldt fine partikler, der giver tabt levetid, selvom den gennemsnitlige koncentration af de fine partikler i den danske luft på ca. 10 μg/m3 ikke er voldsomt høj sammenlignet med andre steder i verden.

Alle danskere bliver påvirket af forurening fra fine partikler, men der er stor forskel på, hvor stor forureningen er for den enkelte borger. Således bliver den mindst påvirkede bolig kun påvirket med en koncentration på 5,3 μg/m3, mens den mest påvirkede bolig påvirkes 3 gange så kraftigt med 16,2 μg/m3. Kigger man på levetid, forkortes levetiden med 8 måneder mere over et liv for de 10 pct., der bor i de mest miljøbelastede boliger i forhold til de 10 pct., der bor i de mindst miljøbelastede boliger.

De skadelige konsekvenser af forurening er ikke kun noget, der findes i verdens storbyer. Vi kan også måle tabt levetid som følge af støj og især luftforening herhjemme. Der er derfor god grund til at gøre noget ved luft- og støjforureningen i de danske byer.

Omtalt af Jyllands-Posten d. 14. juli 2019.