Kontakt

Arbejdsløshed / Ledighed

Ledigheden deler Europa: Fra et par pct. til mere end 30 pct.

Arbejdsløsheden i Europa er på retur. Der er imidlertid stor forskel på arbejdsløsheden i de enkelte lande i EU. Nogle regioner i f.eks. Tyskland og Tjekkiet har en arbejdsløshed på et par procent, mens arbejdsløsheden i de hårdest ramte regioner i Grækenland og Spanien er omkring 30 pct.

EU er lige nu vidne til det laveste niveau i arbejdsløsheden siden november 2008. Det seneste år er der blevet 1,9 mio. færre personer i ledighedskøen i EU. Den faldende tendens i ledighedstallene kan ses i stort set alle medlemslande.

Det tegner et meget positivt billede af, at EU er på rette spor. Forskellene mellem landene indbyrdes er dog stor. I Tjekkiet og Tyskland varierer arbejdsløsheden fra hhv. 2,9 pct. og 3,6 pct. til 21,2 pct. i Grækenland. 

Der forekommer også store variationer inden for de enkelte lande, hvor man i Grækenland, Spanien og Italien ser de største forskelle mellem de regioner med lavest og højest ledighed. Mens forskellen i Danmark, mellem de regioner med højst og lavest ledighed, er helt nede omkring 1 pct. point, så er forskellene i Grækenland, Spanien og Italien omkring 15-20 pct. point. 

Blandt de arbejdsløse, som har haft mindst 12 måneders ledighed bag sig - de langtidsledige - ses der også en stor forskel. I nogle regioner i Grækenland er andelen af langtidsledige helt oppe imod 75 pct., mens andelen i de skandinaviske lande, hvor den er blandt de laveste, i nogle tilfælde er helt nede omkring 14-16 pct.

Tallene vidner om, at sammenhængskraften i EU er udfordret både mellem EU-landene og internt i medlemslandene. Det er også problematisk, at så mange er fanget i langtidsledighed, da det er meget vanskeligt at bekæmpe. 

EU har brug for at prioritere en vækststrategi, som kan mindske uligheden og forskellene i EU. Det er derfor nødvendigt at investere mere i uddannelse, et fleksibelt arbejdsmarked og en aktiv arbejdsmarkedspolitik på tværs af EU-landene for at sikre sammenhængskraften i EU. 

Omtalt af Ritzau d. 2. oktober 2017.