Kontakt

Arbejdsmarked

Langtidsledigheden er næsten halveret

Antallet af langtidsledige er næsten blevet halveret fra 63.000 personer til 32.000 personer de sidste seks år. I Danmark er der hele tiden stor udskiftning i arbejdsløshedskøen – også blandt de langtidsledige.

De sidste seks år har der været en massiv jobfremgang på det danske arbejdsmarked. Meget tyder på, at opsvinget også kommer de personer, som er på kanten af arbejdsmarkedet til gode.
 
 
Siden 2. kvartal 2012 og frem til 2. kvartal 2018 er antallet af langtidsledige næsten blevet halveret fra 63.000 personer til 32.000 personer. Dog er langtidsledigheden fortsat højere end før krisen. Inden krisen var antallet af langtidsledige herhjemme nede på omkring 13.000 personer. 
 
Hvis man opdeler på aldersgrupper, kan man se, at langtidsledigheden falder for både kernetropperne mellem 25 og 49 år samt for de 50-64-årige.
 
Danmark har den 2. laveste andel af langtidsledige i EU, og vi er i Danmark blandt de absolut bedste til at få arbejdsløse hurtigt i arbejde, så de undgår langtidsledighed. 
 
Af de arbejdsløse i 1. kvartal 2018 var således 42,5 pct. af dem i arbejde i 2. kvartal 2018. Vores fleksible arbejdsmarked sikrer, at der hele tiden er jobåbninger. Det betyder, at arbejdsløse er arbejdsløse i relativt kort tid. Arbejdsløsheden er ikke blevet tungere under opsvinget.
 

Omtalt af Finans.dk d. 15. januar 2019