Kontakt

Arbejdsliv

Kvinder halter bagefter på løn

Der er forskel på lønnen for kvinder og mænd i Danmark. Noget af forskellen skyldes, at mænd og kvinder arbejder i forskellige typer job, at flere kvinder end mænd arbejder deltid, og at der er forskel på lønnen i forskellige fag. I gennemsnit tjener kvinder 75 pct. af mændenes løn. Særligt kvinder med en mellemlang videregående uddannelse tjener mindre end mænd med en tilsvarende uddannelse.

Når man ser helt overordnet på de mænd og kvinder, der arbejder i Danmark, halter kvinderne efter mændene på lønningssedlen. I gennemsnit tjener kvinder 75 pct. af den løn, mændene tjener.

De kvinder, som halter mest efter mændene, er kvinder med en mellemlang videregående uddannelse. De tjener 69 pct. af den løn, som mænd med en mellemlang videregående uddannelse tjener.

Der er flere forklaringer på, at kvinder halter efter mænd målt på løn. En af forklaringerne er, at flere kvinder arbejder færre timer. Tager man højde for arbejdstid, bliver forskellene derfor lidt mindre. Fuldtidsarbejdende kvinder tjener i gennemsnit 80 pct. af den løn, som fuldtidsarbejdende mænd gør.

Ser man kun på ledere, der arbejder fuldtid, tjener kvinder i gennemsnit næsten 83 pct. af den løn, som mændene tjener. Ledende kvinder med akademisk baggrund ligger lønningsmæssigt lidt tættere på mændene end ledende kvinder med en anden uddannelsesbaggrund.

Omtalt af Avisen.dk d. 19. maj 2016.