Kontakt

Skat

Kun de 9 pct. rigeste betaler topskat i 2022

Nye tal fra Skatteministeriet viser, at der i 2022 vil være ca. 437.000, der betaler topskat. Det er mere end en halvering siden 2008, og dermed vil det kun være de 9 pct. rigeste, der betaler topskat. Der vil være store forskelle på tværs af landet. I Gentofte er det mere end hver fjerde, der skønnes at betale topskat i 2022, mens det er under hver 20. i de 10 kommuner, hvor færrest betaler topskat.

Fra 2008 til 2022 ventes der at ske mere end en halvering i antallet af topskatteydere i Danmark. I 2008 betalte omkring hver femte af de skattepligtige danskere topskat. I 2022 skønnes det at være knap hver tiende. Faldet i andelen af topskattebetalere skyldes de seneste års skattereformer.

I alle landets kommuner vil antallet af topskattebetalere falde markant. I 2022 skønnes kun 9 af de 98 kommuner at have en andel, der betaler topskat på over 15 procent. I 2008 var det 83 af de 98 kommuner.

Af de 25 procent af kommunerne, hvor andelen af topskattebetalere er højest i 2022, er det kun to kommuner, der ligger uden for hovedstadsområdet. Det er Skanderborg og Fredericia.

Omtalt af Finans.dk d. 18. juli 2017.