Kontakt

Arbejdsløshed / Ledighed

Krisen stopper ikke-vestlige indvandreres jobfremgang

Personer med ikke-vestlig baggrund er overrepræsenteret i ledighedskøen i coronakrisens første fase.

De seneste års fremgang på arbejdsmarkedet har betydet, at flere personer med ikke-vestlig baggrund har fået foden ind på arbejdsmarkedet. Coronakrisen har stoppet den fremgang.
 
I coronakrisens første fase har over 85.000 personer meldt sig ledige - heraf 12.000 personer med ikke-vestlig baggrund. Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er dermed overrepræsenteret i gruppen af nyledige i forhold til arbejdsmarkedet generelt.
 
Det viser beregninger, AE har foretaget på baggrund af data fra Danmarks Statistik og Jobindsats.dk.
 
Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere udgør 7,5 pct. af den samlede beskæftigelse. Samtidig udgør gruppen hele 14,4 pct. af de nyledige i perioden fra 9. marts til 19. april.
 
Personer med ikke-vestlig baggrund udgør dermed en næsten dobbelt så stor andel af de personer, der har meldt sig ledige under coronakrisen, som af den samlede beskæftigelse.
 
5,7 pct. er nyledige
Ser vi på, hvor stor en andel de nyledige udgør inden for hver herkomstgruppe, er 5,7 pct. af alle beskæftigede ikke-vestlige indvandrere og efterkommere blevet ledige i perioden fra 9. marts til 19. april.
 
Blandt beskæftigede med dansk herkomst er tallet 2,6 pct. På tværs af alle grupper mistede samlet set 3,0 pct. af alle beskæftigede jobbet i perioden.
 
Hvis vi sammenligner væksten i ledighed i de enkelte herkomstgrupper med gennemsnittet på tværs af grupperne, kan vi se, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere har en vækst i ledighed i perioden fra 9. marts til 19. april, om er 2,75 procentpoint højere end gennemsnittet. For gruppen af personer med dansk oprindelse er væksten i ledighed 0,34 procentpoint mindre end gennemsnittet. Det fremgår af figuren herunder.
 
 
En af forklaringerne på, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere rammes hårdt af tilbagegang på arbejdsmarkedet er, at de typisk har en kortere uddannelsesbaggrund end gennemsnittet.
 
Ufaglærte er nemlig blevet ramt uforholdsmæssigt hårdt i coronakrisens første fase. Faktisk har 41 pct. af de nytilmeldte ledige ikke en erhvervskompetencegivende uddannelse.
 
Hurtig genopretning og målrettede indsatser
Hvis vi som samfund skal sørge for, at coronakrisen ikke får langvarige konsekvenser for personer med ikke-vestlig baggrund og andre grupper med en løs tilknytning til arbejdsmarkedet, er der især behov for to ting.
 
Dels er der behov for en hurtig genopretning af økonomien efter sundhedskrisen, dels investeringer i målrettede indsatser til dem, der har mistet jobbet.
 
De ledige skal rustes bedre til at kunne træde tilbage ind på arbejdsmarkedet, når der igen er fremgang.
 
Omtalt af Information den 30. april 2020