Kontakt

ANALYSE

Kortuddannede får mindst efteruddannelse

De grupper, der har størst behov for uddannelse og opkvalificering, er paradoksalt nok dem, der får mindst efteruddannelse i dag.

Samlet set deltog knap 44 procent af befolkningen i  ikke-formelle voksen- og efteruddannelser i 2016, og 14 procent deltog i formelle voksen- og efteruddannelser.
 
Hver 2. beskæftigede deltog i en ikke-formel uddannelse sammenholdt med, at det kun var ca. hver 4. blandt de ledige. Modsat var hver 5. ledige på en formel efteruddannelse, mens det kun var hver 10. blandt de beskæftigede.
 
Blandt beskæftigede er andelen, der deltog på en efteruddannelse, stigende med uddannelseslængden. Blandt ufaglærte var det kun lidt mere end hver tredje, der deltog i ikke-formel uddannelse i 2016. På den anden side var det 2 ud af 3 blandt personer med en mellemlang videregående uddannelse eller længere uddannelse.
 
 
Samme billede gælder, når det kommer til formel uddannelse, hvor ca. 6 procent af de ufaglærte og faglærte har deltaget, mens det gælder 14-15 procent af de beskæftigede med mindst en MVU. Tendenser er hermed, at jo mere uddannelse man har i forvejen, des mere efteruddannelse får man
 
Fremtidens arbejdsmarked kalder på uddannet arbejdskraft, så det er afgørende, at især ufaglærte i højere grad får en fod ind i efteruddannelsessystemet. Samtidig har mange ufaglærte og faglærte et hårdt fysisk arbejdsmiljø, og med den stigende pensionsalder bliver efteruddannelse endnu vigtigere for, at disse grupper kan holde til de ekstra år på arbejdsmarkedet.
 
Omtalt af Weekendavisen d. 2. november 2018