Kontakt

Det danske klassesamfund

Hvert 10. barn af forældre uden arbejde er blevet anbragt

Børn af forældre uden arbejde er stærkt overrepræsenterede, når man ser på, hvor mange der er blevet anbragt uden for hjemmet, og den samme tendens ses i forhold til andelen af børnesager.

 AE har kortlagt forskellige opvækstvilkår på tværs af de sociale klasser i Danmark, og analysen viser, at der stadig findes en betydelig social ulighed i Danmark, som sætter sit præg på børnenes opvækst.

I forhold til anbringelser uden for hjemmet viser det sig, at hele 10 pct. af børnene af forældre uden arbejde er blevet anbragt, mens gennemsnittet kun er 1,6 pct.

Udviklingen er dog, at flere børn i klassen uden for arbejdsmarkedet bliver boende hos deres forældre end tidligere.

Ser man på antallet af børnesager viser det sig, at hvert 3. barn i klassen uden for arbejdsmarkedet har haft en børnesag. For børn i arbejderklassen er det tilsvarende hvert 9. barn, mens det for andelen af børn, hvis forældre er fra henholdsvis middelklassen, den højere middelklasse og overklassen er under 5 pct.

Opdelingen af børnenes forældre i 5 sociale klasser er sket på baggrund af indkomst, uddannelsesbaggrund og arbejdsmarkedstilknytning fra barnet, og der er set på perioden fra børnene er 0 til 6 år. I analysen findes en uddybende beskrivelse af klasserne og metoden.

Omtalt i Kristeligt Dagblad d. 9. februar 2019