Kontakt

Velstand

Halvdelen af befolkningen sidder på 5 pct. af formuerne i Danmark

Formuerne i Danmark er relativt ulige fordelt - også når man medregner pensioner. Mens de ti pct. med de største formuer i Danmark har ca. 47 pct. af de samlede formuer, så har den halvdel af befolkningen med de mindste formuer modsat kun 5 pct. af formuerne.

Når man ser på den samlede formue hos den danske befolkning og trækker deres samlede gæld fra, så får man den samlede "nettoformuemasse". Den er i høj grad ulige fordelt. Mens halvdelen af landets befolkning sidder på kun 4,8 pct. af landets samlede nettoformue, så har de ti pct. med de største formuer 47,3 pct. Herimellem er de 40 pct. næstmest formuende, som har 47,9 pct. af den samlede formue.

Ser vi på de ti pct. med de mindste nettoformuer, så har de i gennemsnit en negativ nettoformue (dvs. gæld) på omkring 400.000 kr. Selv når man har indregnet pensionsformuen, har de ti pct. med mindst formue fortsat større gæld end opsparing. Herimod har de ti pct. med de største formuer en nettoformue på 5,4 mio. kr. inkl. pension. 

I formueberegningerne indgår både, hvad danskerne har af bolig, aktier, bankindestående, biler og pensionsformuer samt hvad de skylder i form af realkreditgæld, bankgæld mv.

Ser man på formuefordelingen uden pension, så har de ti pct. med de største nettoformuer godt 60 pct. af den samlede nettoformuemasse. Uden pensionsformuen har den halvdel af befolkningen med de mindste nettoformuer -7,5 pct. af den samlede nettoformuemasse, fordi deres samlede gæld overstiger deres samlede formue, når pernsioner ikke medregnes. 

Omtalt af Ugebrevet A4 d. 14. september 2017