Kontakt

Beskæftigelse

Flere ældre per ansat i ældreplejen

Fra 2010 til 2018 er antallet ældre over 80 år steget markant, samtidig med at antallet af hænder i ældreplejen er faldet. Antallet af ansatte per ældre er i 2018 på det laveste niveau i perioden 2010-2018. Frem mod 2025 ventes antallet af ældre over 80 år at stige med 30 procent.

Fra 2010 til 2018 er antallet af ældre over 80 år steget med 29.000. Det svarer til en stigning på 13 procent. I samme periode er der kommet 8.300 færre offentligt fuldtidsbeskæftigede i ældreplejen, svarende til et fald på 9 procent. Dermed er der kommet 24 procent flere ældre over 80 år per fuldtidsbeskæftiget i ældreplejen.

I perioden fra 2010 til 2018 har der aldrig været så få fuldtidsansatte i ældreplejen per ældre over 80 år som i 2018.

På grund af sund aldring må vi forvente, at antallet af fuldtidsbeskæftigede i ældreplejen per ældre over 80 år vil falde over tid, men sund aldring kan ikke dække over et så stort fald i antallet af fuldtidspersonale per ældre over 80 år over en så forholdsvis kort årrække.

De senere år er der altså blevet flere ældre, men færre til at tage sig af dem.

Den private beskæftigelse, der er afledt af det offentlige forbrug, kan heller ikke gøre op for faldet i den offentlige fuldtidsbeskæftigelse i ældreplejen eller det stigende antal ældre fra 2010 og frem.

Frem mod 2025 bliver der altså 78.000 flere ældre over 80 år og med regeringens nuværende målsætning for det offentlige forbrug 8.000 færre offentligt ansatte. Historisk har den private beskæftigelse, der følger af det offentlige forbrug, ikke kunne opveje for hverken faldet i den offentlige beskæftigelse i ældreplejen eller stigningen i antallet af ældre.

Med mindre regeringen prioriterer ældreområdet markant over andre serviceområder såsom sundhed, uddannelse, børnepasning, mv., så vil antallet af offentlige fuldtidsbeskæftigede i ældreplejen per ældre forsætte med at falde frem mod 2025.

Omtalt af Ekstra Bladet d. 31. maj 2019.