Kontakt

Beskæftigelse

Flere ældre, mindre hjemmehjælp

Antallet af visiterede hjemmehjælpstimer til personer på 80 år og derover er faldet med 25 procent fra 2008 til 2017. Antallet af hjemmehjælpstimer er nu på det laveste niveau i den 10-årige periode, som Danmarks Statistik har data for. I samme periode er antallet af personer på 80 år og derover steget med over 10 procent.

Det samlede antal visiterede hjemmehjælpstimer per uge til personer på 80 år og derover er faldet med over 25 procent fra 2008 til 2017. Samtidig er antallet af ældre over 80 steget med mere end 10 procent i perioden. 

En ældre på 80 år og derover er gået fra i gennemsnit at have visiteret lidt over halvanden times hjemmehjælp om ugen i 2008 til at have lidt over en times visiteret hjemmehjælp om ugen i 2017, hvilket er det laveste niveau i hele den 10-årige periode, som vi har data for.

Udviklingen rammer bredt i hele landet. Over 80 procent af alle kommuner har fra 2008 til 2017 haft både et stigende antal personer på 80 år og derover, og et faldende antal visiterede hjemmehjælpstimer til disse ældre.

Næsten halvdelen af alle kommuner har oplevet et fald på mere end 25 procent i antallet af visiterede timer i hjemmeplejen til personer på 80 år og derover fra 2009 til 2017. Heraf har 10 kommuner oplevet et fald på mere end 45 procent.

En del af faldet i antallet af visiterede timers hjemmehjælp til de ældre på 80 år og derover kan skyldes sund aldring. Vi forventer dog ikke, at sund aldring kan forklare størstedelen af det store fald på næsten en tredjedel færre ugentligt visiterede hjemmehjælpstimer per person på 80 år og derover i den forholdsvis korte periode fra 2008 til 2017.

I februar 2019 udkom Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) med en omfattende rapport, der omhandlede hjælp til svage ældre. Rapporten viste blandt andet, at sandsynligheden for at modtage hjemmehjælp til praktiske opgaver er faldet med en tredjedel fra 36 procent i 2007 til 25 procent i 2017.

Dette resultat gør sig gældende på trods af, at der er taget højde for baggrundsvariable, som f.eks. sund aldring, at flere ældre har en ægtefælle, mv. Og VIVE angiver, at der ikke ses en tilsvarende stigning i hjælpen fra henholdsvis ægtefælle, familie, venner og bekendte eller privat købt hjemmehjælp.

De seneste år er der altså blevet mindre hjemmehjælp til ældre på 80 år og derover samtidig med, at antallet af ældre på 80 år og derover er vokset markant. Fra 2019 til 2025 vil der komme 30 procent flere ældre på 80 år og derover. Skal udviklingen i antallet af hjemmehjælpstimer for de ældre på 80 år og derover bremses eller ligefrem vendes, kræver det en massiv prioritering af den offentlige service på ældreområdet.

Omtalt af Ekstra Bladet d. 2. juni 2019.