Kontakt

Arbejdsliv

Få kvindelige chefer i Danmark

Kun 27 pct. af cheferne i Danmark er kvinder. Danmark ligger et godt stykke under de øvrige nordiske lande og under gennemsnittet i Vesteuropa. I de forgangne 10 år er udviklingen gået den gale vej, og vi har faktisk set, at færre kvinder har en chefstilling.

Der er kun 27 pct. kvinder blandt danske chefer ifølge Eurostats tal for Danmark. Tallene omfatter også mellemledere. Danmark ligger dermed langt nede i feltet, når man sammenligner andelen af kvindelige chefer på tværs af vesteuropæiske lande.

Blandt de 19 lande ligger Danmark på en 16. plads. Norge og Sverige ligger i toppen, og Danmark klarer sig også dårligere end fx Island og Finland.

I alle lande sidder mænd fortsat på over halvdelen af chefstillingerne. I gennemsnit er under en tredjedel af chefstillingerne besat af kvinder i de vesteuropæiske lande.

Udviklingen i de sidste 10 år er gået den gale vej
Hvis vi går 10 år tilbage, så det faktisk en anelse bedre ud for Danmark. I 2007 var der 29 pct. kvinder blandt danske chefer.

I perioden 2007-2017 faldt andelen af kvindelige chefer med 1,2 procentpoint i Danmark ifølge Eurostats tal. Dermed er Danmark ikke alene et af de lande, der har den laveste andel af kvindelige chefer – vi er også et af de lande, som har haft den sløjeste udvikling i de seneste 10 år.

Når man ser på de vesteuropæiske lande under ét, er udviklingen dog også gået ganske langsomt. På 10 år er andelen af kvindelige chefer kun steget med 1,1 procentpoint i Vesteuropa under ét.