Kontakt

Erhvervsuddannelser

Erhvervsuddannelserne skaber mønsterbrydere

Lidt mere end hver anden ung med ufaglærte forældre bryder det ufaglærte mønster og får en uddannelse. Typisk en erhvervsuddannelse. Omkring hver anden af dem, der bliver mønsterbrydere, uddanner sig til faglærte. Der er dog stadig en stor gruppe, ca. 40 pct. af dem med ufaglærte forældre, der selv står uden uddannelse som 25-årig.

Af de børn, som vokser op i et hjem, hvor forældrene ikke har nogen udddannelse, står 4 ud af 10 unge selv uden nogen uddannelse (ud over grundskolen) som 25-årig. Den sociale arv er fortsat stærk i Danmark.

Den gode nyhed er, at 6 ud af 10 børn fra ufaglærte hjem faktisk bryder det ufaglærte mønster og får mindst en ungdomsuddannelse.

Mere end 50 pct. af dem, der bliver mønsterbrydere i dag, har brudt den negative sociale arv ved at tage en erhvervsuddannelse. 23 pct. af mønsterbryderne har som 25-årig gennemført gymnasiet som den højest fuldførte uddannelse, fem pct. har en kort videregående uddannelse, 11 pct. har fået en mellemlang videregående og 9 pct. en lang videregående uddannelse, dvs. en bacheloruddannelse eller en kandidat. Dermed er det næsten hver 10. af mønsterbryderne, som bryder mønsteret ret markant ved at tage en 5-årig akademisk uddannelse ovenpå gymnasiet.

Uddannelseschancerne er dog ulige fordelt. Mens 6 ud af 10 børn af ufaglærte får mindst en ungdomsuddannelse, gælder det samme hele 9 ud af 10 børn af akademikere.

Folkeskolen spiller en nøglerolle for at løfte børn fra ufaglærte hjem. 90 procent af de unge, der fik mindst 7 i dansk og matematik, har gennemført en uddannelse som 25-årig. Kun hver tredje af dem, der fik under 02, gennemførte senere en uddannelse.

Bliver man som børn af ufaglærte forældre tabt i grundskolen, er der lang vej til at gennemføre en uddannelse og bryde den negative sociale arv. Omvendt hvis man klarer sig godt i grundskolen, er der mange, der får en uddannelse. Det er således særligt afgørende, at børn, der kommer fra hjem uden uddannelse kommer godt i gennem grundskolen. Det gælder både trivselsmæssigt og fagligt.

Analysen viser desuden, at en større andel piger end drenge bliver mønsterbrydere, ligesom en større andel indvandrere/efterkommere bryder den negative sociale arv end blandt etniske danskere.

Omtalt af Ugebrevet A4 d. 6. april 2018.