Kontakt

Ulighed

En uddannelse giver et årti mere på arbejdsmarkedet

Antallet af år i job forlænges med ca. 40 procent med en erhvervskompetencegivende uddannelse i baglommen. Med en uddannelse kan man se frem til ca. 34-37 års fuldtidsbeskæftigelse gennem livet, hvilket svarer til, at man får 9-12 års ekstra fuldtidsbeskæftigelse set gennem livet.

Uddannelse er en guldrandet samfundsøkonomisk investering. Det hænger i høj grad sammen med, at jobsikkerheden stiger, når man har en uddannelse.

Tager man højde for baggrundsforhold så kan man forsøge at estimere, hvor mange års ekstra beskæftigelse det giver at have fået den erhvervskompetencegivende uddannelse. Beregningerne tager højde for flere forskellige baggrundsforhold bl.a. forældrenes uddannelsesniveau.

Unge, der får en uddannelse, kan forvente en beskæftigelse, der er ca. 40 procent bedre med en uddannelse set i forhold til, hvis de ikke havde fået en uddannelse efter grundskolen. Det svarer til, at man får 9-12 års ekstra fuldtidsbeskæftigelse set gennem livet.

Det er blevet markant sværere at begå sig på arbejdsmarkedet uden en uddannelse, og de seneste fremskrivninger på arbejdsmarkedet viser, at den effekt kun vil blive stærkere.

Frem til 2025 risikerer vi at komme til at mangle ca. 70.000 med en faglært uddannelse, mens vi vil komme til at have overskud af ufaglærte.  

Omtalt af Berlingske d. 21. december 2017