Kontakt

Erhvervsuddannelser

De store virksomheder kryber uden om ansvaret for lærlinge

Hver femte private virksomhed har lærlinge ansat. I gennemsnit har virksomhederne 5,6 lærlinge ansat for hver 100 faglærte i personalet. Det er de små virksomheder, der tager det største lærlingeansvar. Blandt de store virksomheder med over 250 ansatte er der blot 2,5 lærlinge pr. 100 faglærte.

Mange elever mangler en praktikplads i Danmark, og AE har derfor undersøgt, hvor gode de danske virksomheder er til at ansætte lærlinge. Analysen omfatter ca. 43.800 private virksomheder, der har mindst 3 fuldtidsansatte og deriblandt minimum en fuldtidsansat faglært

19 pct. af de private virksomheder har lærlinge ansat. Den gennemsnitlige lærlingekvote i virksomhederne er 5,6 lærlinge for hver 100 faglærte i personalet.

Der er store forskelle på tværs af brancherne. I byggeribranchen har hver tredje virksomhed mindst én lærling ansat, mens hver femte virksomhed i industrien har lærlinge ansat.

Fordelt efter størrelse er det tydeligt, at de mindste virksomheder tager langt flere lærlinge end de store virksomheder. Mens de mindste virksomheder med under 10 ansatte i gennemsnit har 5,6 lærlinge pr. 100 faglærte, så er der blot 2,5 lærlinge pr. 100 faglærte i de store virksomheder med over 250 ansatte.

Inden for byggeriet og hotel- og restaurationsbranchen er tendensen, at jo større vækst i antal ansatte, jo lavere en lærlingekvote har virksomhederne. Dermed ses det, at jo større beskæftigelsesfremgangen har været i antallet af fuldtidspersoner, jo færre lærlinge har virksomheder.

Omtalt af Politiken d. 1. maj 2018