Kontakt

Beskæftigelse

Dansk EU-rekord: 66.000 i job på et kvartal

På trods af jobfest, er arbejdsløsheden faldet relativt behersket. Det skyldes, at arbejdsstyrken vokser kraftigt i disse år. Af de personer, som var arbejdsløse i 2. kvartal 2017, var 40 pct. af dem i job kvartalet efter. Det svarer til ca. 66.000 personer. Det gør Danmark til EU-mestre i at få arbejdsløse i job.

De sidste to år, har dansk økonomi nydt godt af de kraftigste stigninger i beskæftigelsen siden højkonjunkturen i 2007. Samlet er lønmodtagerbeskæftigelsen vokset med mere end 90.000 personer de sidste to år.

På trods af jobfest på det danske arbejdsmarked de sidste to år, er arbejdsløsheden faldet relativt behersket.

Forklaringen på, at arbejdsløsheden ikke er faldet så kraftigt er, at arbejdsstyrken samtidig vokser og flere stiller sig til rådighed for arbejdsmarkedet.

Vi er disse år vidner til en meget markant udvidelse af arbejdsstyrken, som vi ikke har set magen til siden 70’erne og 80’erne. Flere og flere stiller sig til rådighed for arbejdsmarkedet, og det er med til at give brændstof til opsvinget, så vi kan undgå en udbredt mangel på arbejdskraft.

Selvom arbejdsløsheden ikke falder så kraftigt, betyder det ikke, at opsvinget går forbi næsen på de arbejdsløse. Hvis man ser på AKU-ledigheden, som omfatter alle arbejdsløse i den arbejdsdygtige alder, som står til rådighed for arbejdsmarkedet, var hele 40 pct. af de arbejdsløse i 2. kvartal kommet i beskæftigelse i 3. kvartal 2017.

Det svarer til, at ca. 66.000 af de arbejdsløse i 2. kvartal 2017 var kommet i job i 3. kvartal 2017. Intet andet land i EU får hvert kvartal så mange arbejdsløse i job, som vi gør herhjemme.

Vi skal have mere ud af opsvinget
Dansk økonomi ligger lunt i svinget også hvad angår udviklingen på arbejdsmarkedet, og der er ikke nogen akut fare for overophedning.

Rigtig mange af de grupper, der i dag befinder sig i udkanten af arbejdsmarkedet, kan også få gavn af, hvis der bliver lidt rift om arbejdskraften. Derfor gør det heller ikke noget hvis der kommer et moderat pres på arbejdsmarkedet.

Hovedudfordringen for dansk økonomi de kommende år er ikke mangel på arbejdskraft, men at skabe nogle gode højproduktive job, hvor lønmodtagerne kan få en ordentlig løn.

Omtalt af Ugebrevet A4 d. 24. april 2018