Budgetloven står i vejen for krisepolitik, velfærd og grøn omstilling

I næste måned skal budgetloven revideres. Budgetloven har siden 2014 lagt stramme bånd på de offentli-ge finanser med en regel om, at de offentlige budgetter højst må have et underskud på 0,5 pct. af BNP, når man ser bort fra midlertidige forhold.

Den regel er ikke nødvendig. I Danmark har vi nemlig i mange år ført en ansvarlig finanspolitik og har ikke haft problemer med underskud i de sidste 40 år. Samtidig lægger kravet sten i vejen for, at vi kan afholde midlertidige udgifter til den grønne omstilling, ældre og økonomiske kriser. Derfor bør vi som minimum lempe kravet.

Finanspolitikken har været ansvarlig i mange år
Lad os starte med at se på, hvad økonomer egentlig mener, når de taler om en ”ansvarlig finanspolitik”. Ifølge de økonomiske lærebøger er der især to kriterier, man skal leve op til.

Det første kriterium er, at man skal finansiere midlertidige merudgifter eller indtægtstab ved at øge den offentlige gæld. Derimod skal man ikke skrue op og ned for skattesatserne eller den offentlige service for at holde balance på budgetterne. For skatter er forbundet med et forvridningstab, som stiger, hvis skatte-satserne svinger over tid, og den offentlige service skal ikke afhænge af tilfældigheder.

Det betyder, at gælden skal stige, når vi fx rammes af en økonomisk krise.

Det andet kriterium er, at den offentlige gæld skal falde i de år, hvor der ikke er særlige midlertidige forhold på spil, som fx en økonomisk krise.

Det er især det sidste kriterium, der har voldt problemer i en del lande. Her har skiftende regeringer drevet gælden i vejret ved at køre med underskud år efter år. Men sådan har det ikke været i Danmark. Vi har tværtimod en lang historik for at føre en ansvarlig finanspolitik.

For det første har økonomiske tilbageslag fået gælden til stige, ligesom lærebøgerne anbefaler. Det skete fx under den anden oliekrise på vejen ind i 1980’erne og i den dybe lavkonjunktur, vi blev ramt af i slut-80’erne og start-90’erne. Senest steg gælden under finanskrisen.

For det andet er gælden faldet igen i de år, hvor vi ikke har haft økonomiske kriser at slås med. Gælden faldt fx fra midt-80’erne og frem. Og efter tilbageslaget i start-90’erne faldt den igen frem til finanskrisen. De senere år, hvor der har været fremgang i dansk økonomi, er gælden igen faldet. I dag er den offentlige nettogæld tilmed vekslet til en formue.

Underskudskrav er ikke nødvendigt
Når gælden overordnet set har været faldende de sidste 40 år, skyldes det, at danske politikere har været gode til at rette skuden op igen efter år med underskud. Den tendens er også tydelig, hvis vi ser på de of-fentlige budgetter. Der er en stærk tendens til, at budgetterne går i plus, når de har gået i minus i nogle år.

Det betyder, at saldoen på de offentlige finanser svinger omkring et stabilt niveau. Det kan man vise med statistiske analyser. I en ny statistisk undersøgelse viser vi, at den offentlige saldo har svinget omkring et stabilt underliggende niveau i al den tid, Danmarks Statistik har kunnet måle saldoen, nemlig siden 1966.

Det er ikke et tilfælde, men et resultat af de rammer og traditioner, vi har omkring den økonomiske politik. Det skyldes fx en lang række traditioner i den offentlige økonomistyring, som de færreste skænker en tanke.

Overordnet set har vi altså ført en ansvarlig finanspolitik i Danmark i de sidste i 40-60 år. Og spørger man den økonomiske forskning, så har det betydning for, hvilke regler vi bør have for finanspolitikken.

I lande, hvor de økonomiske og politiske institutioner sikrer, at der bliver ført en ansvarlig finanspolitik, skal man ifølge den økonomiske forskning egentlig ikke have regler for finanspolitikken. For hvis finanspolitikken er god i forvejen, kan reglerne kun gøre den dårligere. Dog peger forskningen på nogle typer af regler, som kan understøtte den gode finanspolitik, der allerede bliver ført. Fx er det en god idé at styre efter planer for, hvad underskuddet skal være om 5-10 år, ligesom skiftende danske regeringer har gjort siden Nyrup-tiden.

Forskningen peger også på, at man derimod ikke skal lave regler for, hvor stort underskuddet må være i det enkelte år. For så skal politikerne stramme de offentlige finanser i situationer, hvor midlertidige forhold gør underskuddet for stort. Og som sagt bør man ikke stramme budgetterne for at få råd til midlertidige udgifter eller indtægtstab.

Underskudskravet giver konkrete problemer
Når forskningen peger på, at årlige underskudskrav fører til uhensigtsmæssige opstramninger, er det ikke bare et teoretisk problem. Det er et problem, Danmark med sikkerhed kommer til at stå overfor i de kom-mende år.

Finansministeriet har ganske vist forsøgt at indrette budgetloven, så midlertidige forhold ikke fører til op-stramninger. Loven handler nemlig om det ’strukturelle’ underskud, hvor Finansministeriet fraregner forskellige midlertidige forhold. Men der er en række forhold, som ministeriet ikke renser ud, selvom de er midlertidige.

Det gælder fx de midlertidige udgifter, som staten er nødt til at påtage sig, hvis vi skal i mål med den grønne omstilling. Og det gælder ekstra ældreudgifter i 2030-2050, hvor store årgange forlader arbejdsmarkedet. Hvis budgetloven gælder til den tid, skal vi stramme op, selvom vi efter alt at dømme har fint råd til at lade udgifterne følge med demografien.

Endelig gælder det aktiv finanspolitik i krisetider. Når økonomien igen på et tidspunkt går i backgear, bør staten svare igen ved at øge investeringerne. Her står underskudskravet igen i vejen. Det er et kæmpepro-blem i en tid, hvor pengepolitikken er sat ud af kraft af negative renter.

Det betyder, at underskudskravet ikke alene er unødvendigt. Det står også i vejen for, at vi kan skubbe på den grønne omstilling, levere velfærd af høj kvalitet i perioder med midlertidig demografisk modvind og holde hånden under økonomien i krisetider.

Vi bør lempe eller droppe kravet
Sunde offentlige finanser er en forudsætning for, at vi kan poste offentlige penge i den grønne omstilling, tilbyde en høj velfærd, og for at vi kan slå igen, når økonomiske kriser rammer. Men vi har haft sunde of-fentlige finanser i mange år før budgetloven, understøttet af en lang række rammer og traditioner, som stadig står ved magt.

Vi skal naturligvis holde fast i de regler og traditioner, der igennem mange år har skabt grundlaget for, at gælden er faldet i almindelige tider. Vi skal fx fortsat styre de offentlige budgetter efter planer for, hvor stort underskuddet skal være om 5-10 år. Hvis man gerne vil have noget stående i loven, kan man fx kræ-ve, at skiftende regeringer skal fremlægge mellemfristede planer, og at vismændene skal overvåge dem.

Men vi bør lempe eller helt droppe underskudskravet, så vi ikke – imod sagkundskabens anbefalinger – skal stramme op på de offentlige budgetter for at få råd til merudgifter, der kun er midlertidige. Aktuelt til-lader EU’s regler os at lempe underskudskravet fra 0,5 pct. til 1 pct., men jeg ser gerne, at vi beder EU-Kommissionen om lov til at lempe kravet endnu mere.

Budgetlovens underskudskrav løser nemlig et fiktivt problem i Danmark, hvor vi historisk ikke har haft problemer med underskud. Og samtidig står underskudskravet i vejen for krisepolitik, velfærd og grøn omstilling.

Kronik bragt i Information d. 27. januar 2020