Kontakt

VISMANDSRAPPORT

Budgetloven skal ændres for de unge og ufaglærtes skyld

Ny vismandsrapport fra Det Økonomiske Råd viser, at der er udsigt til en afmatning af dansk økonomi med en forventet vækst på 1,3 pct. til næste år. Den lavere vækst forventes også at slå igennem på arbejdsmarkedet.

Formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), professor Per Kongshøj Madsen, der også er medlem af Det Økonomiske Råd, er overordnet enig i vismændenes vurdering:

”Vi kigger ind i et mere usikkert vækstbillede de kommende år. De to helt store udfordringer for dansk økonomi er usikkerheden fra udlandet og den haltende produktivitet. I vores nabolande Tyskland og Sverige har de oplevet tilbagegang, og samtidig truer bl.a. Brexit og USA’s handelskrig med Kina. Vi skal gennem kloge investeringer i infrastruktur, uddannelse og forskning sikre økonomisk stabilitet og fremgang i produktiviteten,” siger Per Kongshøj Madsen.

Vismændene undersøger i rapporten konsekvenserne ved et tilbageslag i dansk økonomi. Analysen viser, at unge, mænd, ufaglærte og personer med anden etnisk herkomst end dansk rammes hårdest af kriser, både på indkomst og beskæftigelse.

”Vismændenes undersøgelse understreger behovet for en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Hvis vi bare lader stå til, så vil det gå hårdest ud over nogle af de svageste grupper. Flere vil miste deres indkomst, og flere vil miste deres job. Det var desværre det, vi så under sidste krise. Næste gang skal vi være langt mere offensive med en aktiv arbejdsmarkedspolitik og med finanspolitikken,” siger Per Kongshøj Madsen.

Vismændene har i sin rapport set nærmere på budgetloven, dog uden at gå dybt ned i de økonomiske argumenter. Budgetloven betyder, at underskuddet på den strukturelle saldo, som måler den underliggende sundhedstilstand på de offentlige budgetter, ikke må overstige 0,5 pct. af BNP. Det krav har vismændene før foreslået, at man lemper:

”Budgetloven skal lempes. Den forhindrer, at vi kan bruge vores sunde offentlige finanser til at holde gang i økonomien, når den næste krise rammer. Dermed bliver det de unge, de ufaglærte og dem med de laveste indkomster, som kommer til at have de største omkostninger. Derfor anbefaler vi, at Folketinget lemper budgetloven, når den skal til servicetjek i det kommende år,” afslutter Per Kongshøj Madsen