Kontakt

Uddannelse

7 ud af 10 akademikere har længere uddannelse end deres forældre

73 procent af alle nyuddannede akademikere i 2013 har forældre med et lavere uddannelsesniveau. Aalborg Universitet og Syddansk Universitet er med 83-84 procent de universiteter, der uddanner flest ’førstegangsakademikere’, mens det er 6 ud af 10 på Københavns Universitet og DTU.

Selvom hovedparten af de nyuddannede akademikere kommer fra hjem, hvor ingen af forældrene har en akademisk uddannelse, så er det dog fortsat sådan, at børn af akademikere har størst chance for at få en akademisk uddannelse.

12,5 procent af de 31-årige, der har forældre uden en akademisk uddannelse, får selv en akademisk uddannelse, mens det er hele 47 procent af de 31-årige, der selv får en akademisk uddannelse, når mindst en af forældrene har en akademisk uddannelse. For børn, der har forældre med mellemlange videregående uddannelser, er det 24 procent – godt hver fjerde ung – der har fået en akademisk uddannelse. Chancerne for en akademisk uddannelse er dermed mere end 3 gange større, hvis mindst en af forældrene har en akademisk uddannelse, end hvis man er barn af forældre uden en erhvervskompetencegivende uddannelse.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at der kan være mange forklaringer på forskellene mellem universiteterne. Forhold som forskelle i adgangsbegrænsninger, udbuddet af uddannelser, undervisningsform samt boligpriser i byerne kan have betydning for, hvilke unge der tiltrækkes og fuldfører på de forskellige universiteter.

Omtalt af Metroxpress den 4. februar 2015