Arbejdsløshed / Ledighed

150.000 ufaglærte unge er hægtet af uddannelsesvognen

Mere end 200000 unge har i dag ikke en uddannelse ud over folkeskolen, og næsten 3 ud af 4 af disse unge har været uden for uddannelsessystemet i mindst 3 år - dermed er 150000 unge hægtet mere permanent af uddannelsesvognen - endnu mere alarmerende er det, at 85000 af de unge heller ikke er i beskæftigelse.

Der er i dag godt 933.000 unge, der er mellem 16 og 29 år. Mens godt 400.000 unge er i gang med en uddannelse, har godt 250.000 allerede opnået en kompetencegivende uddannelse, dvs. enten en faglært eller en videregående uddannelse.

Omvendt står knap 204.000 unge under 30 år helt uden uddannelse ud over folkeskolens afgangsprøve. Det svarer til 21,8 procent – eller mere end hver femte - af alle 16-29-årige.

Tre ud af fire af de unge, der ikke har fået en uddannelse ud over folkeskoleniveau, eller hvad der svarer til knap 150.000 unge, har været uden for uddannelsessystemet i mindst 3 år.

Det viser meget tydeligt, at der ikke blot er tale om, at de unge tager en kortere pause efter grundskolen, men at de faktisk har gået en længere periode uden at være i gang med nogen former for uddannelse.

Under halvdelen af de unge, der er hægtet af på uddannelse, er i beskæftigelse
Zoomer man ind på, hvordan de unge, der ikke har en uddannelse ud over grundskoleniveau, og som har været uden for uddannelsessystemet i mindst tre år, i dag klarer sig på arbejdsmarkedet, ser det ikke opmuntrende ud.

Kun 64.500 af de unge, der ikke har en uddannelse og heller ikke har været i gang inden for seneste 3 år er i beskæftigelse. Det svarer til 43 procent af ufaglærte unge.

Omvendt står mere end 85.000 af de ufaglærte unge uden beskæftigelse. Det svarer til, at næsten 6 ud af 10 af de unge, der ingen uddannelse har og samtidig er ”hægtet af uddannelsesvognen”, står også uden beskæftigelse.

Selvom 43 procent af de unge i dag har et arbejde, så vil fremtiden for denne gruppe være usikker. En række AE-analyser har vist, at det netop er de ufaglærte unge, der har størst risiko for at miste jobbet i disse år, og samtidig viser de seneste fremskrivninger, at der vil være kamp om de ufaglærte jobs i fremtiden, fordi der vil være flere ufaglærte hænder, end der umiddelbart er arbejde til.

I stedet vil der være mangel på uddannet arbejdskraft. Derfor går de unge ufaglærte et usikkert arbejdsliv i møde selvom de i dag er i arbejde.

Omtalt af MetroXpress d. 2. august 2012