Kontakt

Indhold
Beskæftigelse

Historisk høj beskæftigelse blandt ikke-vestlige indvandrere

Over de seneste seks år har der været en markant fremgang i beskæftigelsen blandt ikke-vestlige indvandrere i Danmark, og lige nu er antallet af ikke-vestlige indvandrere i arbejde højere end nogensinde før. Dog er der udsigt til et potentielt beskæftigelsesfald, hvorfor det er afgørende, vi formår at fastholde de mange, der er kommet i job.

Hovedkonklusioner

  • Knap 179.000 ikke-vestlige indvandrere er i beskæftigelse. Det er rekordhøjt.
  • Lønmodtagerbeskæftigelsesfrekvensen for ikke-vestlige indvandrere var på 58,5 pct. i tredje kvartal 2022. Det skyldes især, at mange ikke-vestlige indvandrerkvinder er kommet i job.
  • Lønmodtagerbeskæftigelsesfrekvensen for ikke-vestlige indvandrerkvinder er 7,3 procentpoint højere end før coronakrisen.
  • Mange ikke-vestlige indvandrere har fundet job inden for sundhed og rengøring, men fremgangen er forekommet i stort set alle brancher. Fra andet kvartal 2020 til tredje kvartal 2022 er lønmodtagerbeskæftigelsen for ikke vestlige indvandrere steget i 18 ud af 19 brancher.

Historisk høj beskæftigelse blandt ikke-vestlige indvandrere

Det går godt med at få ikke-vestlige indvandrere integreret på det danske arbejdsmarked.

Figur 1 viser, at knap 179.000 ikke-vestlige indvandrere i job, når vi ser bort fra flygtninge fra Ukraine, i tredje kvartal 2022. Det er det højeste antal nogensinde og en stigning på 32.000 personer siden nedlukningen i andet kvartal 2020.

Figur 1

Rekordlavt beskæftigelsesgab mellem personer med dansk oprindelse og ikke-vestlige indvandrere

Den positive beskæftigelsesudvikling skal dog ses i lyset af en stadig voksende befolkning. Ser man på beskæftigelsesfrekvensen blandt ikke-vestlige indvandrere, er den stagneret, men den ligger stadig på et historisk højt niveau. Figur 2 viser, at 58,5 pct. af de ikke-vestlige indvandrere var i beskæftigelse i et lønmodtagerjob i tredje kvartal 2022. Til sammenligning var beskæftigelsesfrekvensen blandt personer med dansk oprindelse på 75,3 pct.

Selvom der stadig er stor forskel på beskæftigelsen for hhv. ikke-vestlige indvandrere og personer med dansk oprindelse, er beskæftigelsesgabet mellem de to grupper i tredje kvartal 2022 faldet til 16,9 procentpoint. Det er det laveste niveau i statistikkens historie.

Figur 2

Historisk høj beskæftigelsesfrekvens for både mænd og kvinder med ikke-vestlig baggrund

Beskæftigelsesfremgangen for ikke-vestlige indvandrere skyldes især, at mange ikke-vestlige indvandrerkvinder er kommet i job.

Lønmodtagerbeskæftigelsesfrekvensen for ikke-vestlige indvandrerkvinder er steget til 54,7 pct. i tredje kvartal 2022 og er nu hele 7,3 procentpoint højere end før coronakrisen. Til sammenligning er den 62,5 pct. for ikke-vestlige indvandrermænd, hvilket er 5,1 procentpoint højere end før coronakrisen. Fremgangen skyldes bl.a. at mange fandt job i social- og sundhedsvæsnet samt rengøringssektoren under coronakrisen, og det lader til, at en meget stor del har formået at fastholde sit job.

Det er en bemærkelsesværdig udvikling, da ikke-vestlige indvandrere og i særdeleshed ikke-vestlige indvandrerkvinder historisk set har haft svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Det kom for eksempel til udtryk i kølvandet på finanskrisen, hvor beskæftigelsesfrekvensen for ikke-vestlige indvandrere først begyndte at stige i løbet af 2016, mens den for personer med dansk herkomst begyndte at stige fra omkring 2013.

Figur 3

Beskæftigelsen for personer med dansk oprindelse er også på et historisk højt niveau, men de nye tal for tredje kvartal indikerer, at beskæftigelsen kan have nået sit toppunkt i denne omgang. Højkonjunkturen har betydet, at endnu flere er kommet med – endda mange fra kanten af arbejdsmarkedet.

Figur 4

Fremgang i stort set alle brancher

Samlet set er lønmodtagerbeskæftigelsen blandt ikke-vestlige indvandrere steget med godt 33.000 personer siden andet kvartal 2020, hvilket svarer til en stigning på 22,4 pct. Heraf er ca. 6.800 personer blevet ansat i social- og sundhedsvæsnet, men fremgangen er forekommet i stort set alle brancher.

Mange ikke-vestlige indvandrere har dog også fundet arbejde inden for handel, industri, rengøring og operationel service m.v., og lønmodtagerbeskæftigelsen for ikke-vestlige indvandrere er faktisk steget i 18 ud af 19 brancher.

Tabel

Hold fast i dem, der er kommet i job

Dansk økonomis tilpasning til situationen med høj inflation vil sandsynligvis medføre lavere vækst den kommende tid. Derfor truer en faldende beskæftigelse og stigende ledighed. Den udvikling har det med at gå ud over de sidst ankomne og mest udsatte grupper på arbejdsmarkedet. Ikke-vestlige indvandrere har historisk haft svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Der er et stort potentiale for samfundet i at fastholde dem nu, hvor de er i beskæftigelse.

Hvis de glider ud af arbejdsmarkedet igen – ligesom vi så det under finanskrisen - er der en risiko for et tab af kompetencer. Jo længere en person står uden for arbejdsmarkedet, des større er tabet. En anden risiko ved arbejdsløsheden er, at de bliver modløse, hvilket kan mindske deres egen indsats for at komme tilbage. Den næste optur vil komme dårligere fra start, hvis de først skal motiveres og genvinde deres kompetencer.

Der bør derfor føres en beskæftigelsespolitik, der hjælper dem på kanten af arbejdsmarkedet gennem efteruddannelse og opkvalificering. Hvis vi formår at fastholde dem fra kanten af arbejdsmarkedet, vil det få enhver arbejdsudbudsreform til at blegne.