Kontakt

Indhold
Erhvervsuddannelser

Flest mangler læreplads på Sjælland og i Hovedstaden

Som noget nyt har AE undersøgt andelen af elever med afsluttet grundforløb, der mangler en læreplads. Selvom andelen af elever uden læreplads er på sit laveste niveau de seneste 12 år, er forskellene i omfanget af lærepladsmangel betydelige i de forskellige regioner og på de forskellige uddannelser. Geografisk er manglen på lærepladser størst i Region Hovedstaden og mindst i Region Midtjylland. På 47 ud af 81 undersøgte uddannelser er der mangel på lærepladser.

Hovedkonklusioner

  • Andelen af elever uden læreplads er faldet fra 12,9 pct. i 2016 til 5,7 pct. i 2022, men ca. 4.700 elever mangler fortsat en læreplads.
  • Det seneste år er andelen uden læreplads faldet i alle landets fem regioner – men der er store regionale forskelle. I Region Hovedstaden står 7,6 pct. uden en læreplads, mens det gælder 4,2 pct. af eleverne i Region Midtjylland.
  • 47 ud af 81 uddannelser har fortsat mangel på lærepladser og nogle steder står det slemt til. F.eks. mangler 26,9 pct. af eleverne på uddannelsen til teknisk designer en læreplads, mens 12,6 pct. af frisøreleverne og 12,0 pct. af eleverne på industrioperatøruddannelsen mangler en læreplads.
  • Der er også store regionale forskelle på de enkelte uddannelser. F.eks. mangler kun 2,6 pct. af smedeeleverne i Region Midtjylland en læreplads, mens det gælder 8,1 pct. af smedeeleverne i Region Hovedstaden.

Om analysen

I denne analyse har vi undersøgt den relative mangel på lærepladser fordelt på enkeltuddannelser og regioner.

Vi har opgjort manglen på lærepladser relativt til det samlede antal elever med et færdiggjort grundforløb. Det har vi gjort ved at sætte antallet af elever, der mangler en læreplads efter endt grundforløb, samt dem i skolepraktik, i forhold til det samlede antal elever i en uddannelsesaftale samt alle, der mangler læreplads.1  Analysen bygger på lærepladsstatistikken fra Børne- og Undervisningsministeriet.

I marts 2022 var der knap 4.700 elever, som enten var i skolepraktik eller stod helt uden læreplads efter endt grundforløb. I analysen ser vi således bort fra de ca. 3.000 elever, der i marts måned manglede en læreplads, men som fortsat var i gang med deres grundforløb.


Laveste andel uden læreplads siden 2010

Selvom manglen på lærepladser er faldet, mangler der stadig tusindvis af lærepladser hver måned. De seneste tal viser, at der per marts måned 2022 er knap 4.700 elever på landets erhvervsskoler uden en læreplads. Det svarer til 5,7 pct. af eleverne med afsluttet grundforløb.

Manglen på lærepladser toppede i 2016, hvor hele 12,9 pct. manglede en læreplads, hvilket svarede til omkring 10.000 elever uden en læreplads. Siden da er manglen på lærepladser faldet betydeligt. Blot siden marts 2021 er antallet uden en læreplads faldet med knap 2.500 elever – fra 8,8 pct. til 5,7 pct.

Figur 1 viser, at andelen uden læreplads ikke har været lavere i 12 år. To ting er værd at bemærke. For det første er den relative mangel på lærepladser mere end halveret siden 2016. For det andet er manglen stadig betydelig idet knap 4.700 elever mangler en læreplads samtidig med at arbejdsmarkedet buldrer derudaf: rekordhøj beskæftigelse, lav ledighed og meldinger om mangel på arbejdskraft.   

Figur 1

Fra 2018 til 2019 faldt andelen uden læreplads med 2,5 procentpoint. Denne tendens fladede dog ud efterfølgende fra 2019 til 2021 i takt med, at samfundet blev ramt af coronakrisen. Fra 2019 til 2021 skete der næsten ingen udvikling. Siden er andelen uden læreplads faldet markant fra de 8,8 pct. i 2021 til nuværende 5,7 pct.


Store regionale forskelle

Andelen uden læreplads har været faldende siden hhv. 2016 eller 2017 i alle landets fem regioner. Men den nedadgående tendens dækker over betydelige niveaumæssige forskelle. Ultimo marts 2022 var det f.eks. kun 4,2 pct. i Region Midtjylland, der stod uden en læreplads, mod 7,6 pct. i Region Hovedstaden og 6,6 pct. i Region Sjælland. Det fremgår af Figur 2. Det er med andre ord sværere at få en læreplads på Sjælland end i resten af Danmark.

Figur 2

Andelen uden læreplads toppede for de fleste regioner omkring 2016. Men hvor det i Midtjylland var 10,2 pct. af eleverne, der stod uden læreplads i 2016, var det i Region Sjælland hele 14,9 pct. Både Region Sjælland og Region Hovedstaden har haft en større andel uden læreplads end landsgennemsnittet i hele perioden. Det fremgår af Figur 3, der viser udviklingen i den relative mangel på lærepladser fordelt på regioner.

Siden 2016 er det Region Syddanmark, der har set det største fald. Hvor andelen uden læreplads er faldet med 6,0 procentpoint i Region Midtjylland, er den faldet med hele 8,6 procentpoint i Region Syddanmark. I Region Hovedstaden har faldet i andelen uden læreplads være mere moderat – kun 6,4 procentpoint færre i 2022 end i 2016.  

Figur 3

Det er yderligere bemærkelsesværdigt, at andelen uden læreplads steg i Region Hovedstaden fra 2020 til 2021 med 1 procentpoint, mens manglen stod stille eller faldt i de andre regioner. Figur 3 viser, at Region Hovedstaden blev særlig hårdt ramt af coronakrisen, og at krisen stadig trækker spor. I 2022 har Region Hovedstaden fortsat den største andel uden læreplads.   


Forskelle på tværs af uddannelser

Det er langtfra alle uddannelser, der har samme lave mangel på lærepladser, som vi ser gennemsnitligt på landsplan. Det viser tallene for den relative mangel på lærepladser, når vi ser på enkeltuddannelser. Mere end en fjerdedel af eleverne på uddannelsen til teknisk designer stod ultimo marts 2022 uden læreplads, og det samme gælder knap hver ottende af frisøreleverne samt hver ottende af eleverne på industrioperatøruddannelsen.

Ligeledes var det mere end 900 elever på data- og kommunikationsuddannelsen svarende til 35 pct., der i marts manglede en læreplads. På data- og kommunikationsuddannelsen er udviklingen endda gået i den forkerte retning. I marts 2016 var det 700 elever, der manglede en læreplads, svarende til 33,7 pct., 1,5 procentpoint mindre end i marts 2022. Det fremgår af Tabel 1.

En række uddannelser ligger dog også markant under landsgennemsnittet. F.eks. er manglen på lærepladser på smedeuddannelsen faldet fra 12,8 pct. i 2016, hvilket var på landsgennemsnittet for den relative mangel i 2016, til kun 3,1 pct. i 2022, hvilket er det halve af den relative mangel i hele landet. 

Derudover kan man i Tabel 1 finde uddannelser, hvor samtlige elever har fået en læreplads. Det er f.eks. på veterinærsygeplejerskeuddannelsen og slagteruddannelsen. Dette gælder for 34 ud af de 81 uddannelser medtaget i 2022. I 2016 gjaldt det kun for 22 uddannelser. Omvendt er der 47 ud af 81 uddannelser, hvor der fortsat er mangel på lærepladser, mens det gjaldt 59 i 2016.

Der er med andre ord stor variation i andelen uden læreplads på tværs af uddannelserne. Andelen uden læreplads har været faldende på landsplan og på de fleste uddannelser, men ikke på alle. Fremgangen har været fragmenteret – og har ikke nødvendigvis tilgodeset alle erhvervsuddannelserne. 

Tabel 1

Fordelen ved at belyse den relative mangel på lærepladser er, at man kan se på variationen på enkeltuddannelser og på forskellige områder af Danmark. Nedenfor har vi set på, hvordan manglen varierer i regionerne for en række udvalgte uddannelser.

Tabel 2 viser, at de regionale forskelle i mangel på lærepladser gælder helt ned på de enkelte uddannelser. På smedeuddannelsen i Region Midtjylland står kun 2,5 pct. uden læreplads, mens det i Region Hovedstaden er 8,1 pct. Ligeledes på industrioperatøruddannelsen, hvor samtlige elever i Region Syddanmark har en læreplads, mens mere end 25 pct. mangler læreplads i Region Hovedstaden.

Antallet af elever uden læreplads er i dag mere end halveret ift. 2016 – og det er positivt. Men der er stadig markante forskelle i manglen på lærepladser alt efter, hvilken region man uddanner sig i, og hvilken uddannelse man tager.

Tabel 2

Metode  


Bilag

Bilagstabel 1

Følsomhedsanalyse

Vi har i analysen opgjort manglen på lærepladser i forhold til alle med et afsluttet grundforløb, der enten mangler læreplads eller har en læreplads. Vi har altså sat bestanden af elever uden læreplads og i forhold til bestanden af elever, der er klar til at søge læreplads, fordi de har afsluttet grundforløbet hvad enten de har en læreplads eller ej. Da erhvervsuddannelserne typisk tager tre-fem år, så er gruppen af elever i læreplads meget stor. Der findes ikke oplysninger, om hvor mange elever der i en given måned har afsluttet grundforløbet fordelt på, om de har fundet læreplads eller ej, i lærepladsstatistikken fra BUVM. Hvis der havde været disse informationer, så ville det have været ideelt at beregne den relative mangel på lærepladser i forhold til dét tal. Et sådan tal findes dog ikke, så derfor har vi valgt at beregne den relative mangel på lærepladser ud fra det samlede antal elever med afsluttet grundforløb i en given måned.

For at approksimere, hvor meget manglen på læreplads ville udgøre i forhold til antallet af elever med afsluttet grundforløb, har vi som en følsomhedsanalyse opgjort manglen på lærepladser i forhold til antallet af nye aftaler om lærepladser i samme måned, inden for 3 måneder og inden for 12 måneder.

Følsomhedsanalysen viser, at jo kortere tidsperiode man ser på, des mere fylder manglen på lærepladser i forhold til antallet af aftaler. Fælles for alle tre alternative mål er, at manglen på lærepladser topper i 2016-2017, og at manglen er faldet siden. 

Formålet med analysen er at kunne følge udviklingen i den relative mangel på lærepladser og at kortlægge forskellen mellem uddannelser og regioner på et givent tidspunkt.

Bilagsfigur 1
Bilagsfigur 2
  • 1 Metoden i dette papir adskiller sig fra metoden, som SMV har anvendt i deres analyse ”Antallet af lærepladser slog rekord i 2021” fra 1.3.2022. I denne analyse ser vi på den relative mangel opgjort i forhold til alle elever med afsluttet grundforløb, dvs. inkl. elever, der mangler en læreplads.