Kontakt

Grøn omstilling

Forskning, uddannelse og kredit kan øge den grønne innovation

Den grønne omstilling kræver, at vi sætter skub på udviklingen af klimavenlige teknologier. Hvis vi kan udvikle nogle af de teknologier, som en CO2-neutral økonomi kommer til at bygge på, kan det fremskynde den grønne omstilling i Danmark og andre lande og samtidig give økonomiske gevinster for danske lønmodtagere og virksomheder. I denne analyse kortlægger vi nogle af vejene til, hvordan man politisk kan fremme den grønne innovation.

Analyse
Udarbejdet af
Chefanalytiker
Stud.polit.
Omtalt i Politiken den 17. august 2021

Hovedkonklusioner

  • Forskellige tiltag til at fremme den grønne innovation komplementerer hinanden. Det betyder f.eks., at offentlig forskning og tilskud til privat forskning har større effekt, hvis det kombineres med uddannelse, CO2-afgifter og tilskud til brugen af grøn teknologi.

  • Offentligt udført forskning og udvikling (FoU) og tilskud til privat FoU er effektive redskaber til at øge den grønne innovation. De bør ledsages af en øget uddannelsesindsats, både af forskere og af andre uddannelsesgrupper såsom faglærte, der skal bruge de grønne teknologier i praksis og videreudvikle på dem.

  • Investeringer i infrastruktur og data kan være en nødvendig forudsætning for, at nye grønne teknologier bliver taget i brug og kan derfor potentielt have en stor effekt. CO2-afgifter er også et vigtigt redskab til at øge afkastet af grønne teknologier.

  • Der er potentiale for at øge udbuddet af offentlig vækstkapital på det grønne område og for at gå mere strategisk og koordineret til værks i innovationspolitikken.

Det er nødvendigt at sætte tryk på den grønne innovation, hvis verden skal holde de globale temperaturstigninger under meget kritiske niveauer. Det har FN’s klimapanel bl.a. påpeget. Det er også nødvendigt, hvis Danmark frem mod 2030 skal reducere drivhusgasudledningerne med 70 pct. i forhold til 1990-niveauet, sådan som klimaloven kræver. Hvis vi formår at udvikle nogle af de teknologier, som en CO2-neutral økonomi kommer til at bygge på, kan det fremskynde den grønne omstilling i andre lande og samtidig blive en økonomisk gevinst for erhvervslivet og lønmodtagerne.

I denne analyse ser vi på, hvad man politisk kan gøre for at sætte skub på den grønne innovation.

Der er tale om innovation, når en virksomhed udvikler en ny produktionsteknologi eller varetype, som verden ikke har set før. Dvs. når virksomheden skubber til den teknologiske front, som er grænsen for, hvad man p.t. kan producere med et givent sæt input. Der er også tale om innovation, når en virksomhed indfører en teknologi eller varetype, som eksisterer i forvejen, men som er ny for virksomheden. I så fald bevæger virksomheden sig ud mod den teknologiske front fra en position bag fronten. Endelig er der tale om innovation, når en virksomhed bruger nogle andre inputs i produktionen, men holder fast i selve produktionsteknologien – dvs. bevæger sig langs den teknologiske front. Vi vil fokusere på den første type innovation (udviklingen af nye teknologier), men en del af de politiske løftestænger, vi peger på, vil også øge den anden type innovation (ibrugtagningen af nye teknologier).

Når virksomheder udvikler og tager nye teknologier i brug, kræver det nogle inputs i form af viden, opfindsom arbejdskraft og fysisk kapital. De inputs koster noget, og omkostningen skal dækkes af et fremtidigt afkast. Da omkostningerne og afkastet ikke falder på samme tid, kræver frembringelsen af ny teknologi, at virksomhederne kan veksle et fremtidigt afkast til ressourcer i dag – dvs. det kræver kredit.

Derfor er der overordnet set tre politiske veje til at øge innovationen. For det første kan man gøre inputtene til en given mængde innovation billigere for virksomhederne eller mere effektive. For det andet kan man øge virksomhedernes afkast af den færdige innovation. Og for det tredje kan man gøre det lettere for virksomhederne at bruge afkastet til at betale for inputtene gennem bedre lånemuligheder.

Figuren viser de tre veje til grøn innovation