Kontakt

Overførselsmodtagere

Kan svensk økonomi noget, som vi ikke kan i Danmark?

Svensk økonomi er vokset solidt de seneste år, og i 2011 overhalede Sverige ligefrem Danmark målt på både velstand og beskæftigelse. Mens svenskerne er sluppet hurtigt fri af krisen, hænger Danmark fortsat i bremsen. Det store spørgsmål er, hvad der kan forklare den svenske optur gennem en årrække. Denne temapublikation sammenligner en række nøgletal for Danmark og Sverige.

Svensk økonomi er vokset solidt de seneste år, og i 2011 overhalede Sverige ligefrem Danmark målt på både velstand og beskæftigelse. Mens svenskerne er sluppet hurtigt fri af krisen, hænger Danmark fortsat i bremsen trods begyndende tegn på et økonomisk stemningsskifte.

Det store spørgsmål er, hvad der kan forklare den svenske optur gennem en årrække. Kan Sverige strukturelt noget, som vi ikke kan i Danmark? Er Sveriges økonomiske optur historien om et efterslæb efter den svenske nedtur i starten af 1990’erne, som er ved at blive indhentet? Har Sverige gjort mere end Danmark for at løfte beskæftigelsen med arbejdsmarkedsreformer og reduceret skat på arbejde? Er Sverige blot indtil videre blevet skånet fra en bristet boligboble i modsætning til Danmark samt krav fra EU om finanspolitiske opstramninger i en krisetid?

Denne temapublikation sammenligner en række nøgletal for Danmark og Sverige. I del 1 analyseres velstandsudviklingen, hvor Danmark og Sverige har skiftes til at have den økonomiske førerposition fra 1985 og frem til i dag. Her ses endvidere på beskæftigelses- og produktivitetsudviklingen. Ligeledes sammenlignes de gennemførte reformer i både Sverige og Danmark samt landenes skattetryk.

Udgangsåret for en sammenligning er af helt afgørende betydning. Sverige tabte massivt på velstanden og beskæftigelsen efter den voldsomme svenske krise i starten af 1990’erne. Det betyder, at mange sammenligninger, der har 1995 eller 2000 som udgangsår, viser, at Sverige har klaret sig rigtig flot i forhold til Danmark. Sverige kom nemlig fra et unormalt lavt udgangspunkt, og i årene efter krisen begyndte svensk økonomi at vende tilbage til normale tilstande. Dertil har den økonomiske krise fra 2008 ikke ramt Sverige ligeså hårdt, som den ramte Danmark.

I temapublikationens del 2 analyseres den nuværende krises betydning for Danmark og Sverige. Særligt den bristede boligboble adskiller Danmark fra Sverige. I Sverige er boligprisen i dag højere, end da den toppede i 2007 i Danmark, hvorfor man må frygte en svensk boligboble, som vi oplevede det i 2007 i Danmark. Desuden sammenlignes hjemlig efterspørgsel, eksport, lønkonkurrenceevne, offentlige finanser og den førte finanspolitik gennem krisen.