Økonomiske Tendenser 2007 handler om mulighederne for øget beskæftigelse og velstand i Danmark. Samtidig viser rapporten blandt andet, at pres på arbejdsmarkedet giver plads til svage grupper samt afdækker østarbejdernes bidrag til dansk økonomi.
Der ligger stadig et betydeligt uudnyttet beskæftigelses- og velstandspotentiale på arbejdsmarkedet i form af reduceret risiko for førtidspensionering og tidlig død, reduktion af sygefraværet, øget integrationen af indvandrerne via især uddannelse, samt senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet for kvinder. Kravet er bl.a. at der skrues op for styrken i de politiske initiativer.
Derudover vises det, at den rekordlave arbejdsløshed har givet beskæftigelse til grupper, der traditionelt har stået meget langt nede i jobkøen. Selvom gruppen af personer med svag tilknytning til arbejdsmarkedet de senere år er skrumpet ind, er gruppen fortsat stor.
Samtidig sættes der fokus på, hvordan arbejdskraftindvandringen fra Østeuropa gav et pust til dansk økonomi på 3,4 mia.kr. og fik væksten til at stige 0,2 pct. point i 2006. Til gengæld bliver de offentlige kasser stort set forbigået, idet en typisk østarbejders gennemsnitlige skattesats kun er mellem en femtedel og en tredjedel af, hvad deres danske kollegaer typisk betaler, som følge af de skattemæssigt lukrative fradragsmuligheder, som østarbejderne benytter sig af.