AE’s husstandsmodel er udviklet til at beregne den disponible indkomst efter skat, bolig- og institutionsudgifter for forskellige familietyper. De forskellige familietyper defineres ud fra dels ægteskabelig stand – enlige personer eller gifte par – dels antallet af og alderen på børn, og dels boligform. Endvidere kan der også skelnes mellem forskellige kommuner i udregningerne af den disponible indkomst.
Vedrørende boligform, så indregner AE’s husstandsmodel boligudgiften for en lejebolig eller ejerbolig. For lejebolig udregnes (eventuel) boligsikring, og for ejerbolig medtages lejeværdi og (eventuelle) skattefradrag.
For børnefamiliernes vedkommende er der inkluderet ydelser – "børnecheck" – og endvidere indregnes institutionsudgift for en given kommune, inkl. (eventuel) søskenderabat og/eller nedsat egenbetaling.