Kontakt

International økonomi

Tal for udenrigshandel stiller spørgsmålstegn ved opsvinget

Eksporten af varer og tjenester faldt fra 1. til 2. kvartal 2014, mens importen af varer og tjenester steg en smule. Tallene peger dermed på, at udenrigshandlen isoleret set vil give et mærkbart negativt bidrag til BNP-væksten i 2. kvartal 2014. Alt i alt stiller dagens tal spørgsmålstegn ved styrken i både dansk og international økonomi.

De foreløbige tal fra betalingsbalancestatistikken peger - efter vores sæsonkorrektion - på et fald i eksporten af varer og tjenester i løbende priser fra 1. til 2. kvartal 2014 på 1,4 pct., mens importen af varer- og tjenester til sammenligning steg med 0,4 pct. i samme periode.

Dermed har eksporten været faldende to kvartaler i træk, mens det fortsat er usikkert om importen er ved at bevæge sig væk fra flere års flade tendens.

Udviklingen i den samlede eksport i 2. kvartal 2014 dækker over et lille fald i vareeksporten, mens tjenesteeksporten faldt noget mere. Udviklingen i den samlede import i samme periode dækker over en lille stigning i både importen af varer og tjenester.

Alt i alt stiller dagens tal spørgsmålstegn ved styrken i både dansk og international økonomi. Hvis ikke faldet i vurderingen af industriens eksportordrebeholdning i konjunkturbarometret viser sig at være et midlertidigt dyk, er der fare for, at der ikke er så meget gang i den internationale økonomi som ventet tidligere. Den geopolitiske uro øger yderligere usikkerheden her.

Selvom der er flere tegn på, at det går bedre med det private forbrug er indikatorerne langt fra entydige. Den sløje udvikling i industriimporten tyder ikke på, at der for alvor er gang i den hjemlige efterspørgsel endnu. Det er derfor vigtigt, at politikerne ikke begynder at stramme finanspolitikken, før vi har set en vedvarende solid fremgang i både BNP og beskæftigelse.