Kontakt

Beskæftigelse

Kongetallet: Flot udvikling på arbejdsmarkedet i 2014

Lønmodtagerbeskæftigelsen steg med 4.000 personer i december. Det seneste år er statistikken vokset med godt 30.500 personer og er på sit højeste niveau i fem år. Lønmodtagerbeskæftigelsen er den bedste strømpil vi har for det danske arbejdsmarked – det er ’kongetallet’ - og derfor er udviklingen det seneste år ekstra glædelig.

Fra november til december 2014 er lønmodtagerbeskæftigelsen vokset med 4.000 personer korrigeret for sæsonudsving.

Set over det seneste år er lønmodtagerbeskæftigelsen vokset med godt 30.500 personer og nåede i løbet af 2014 op på sit højeste niveau i fem år. Dermed tog arbejdsmarkedet også nogle vigtige skridt ud af krisen i 2014.

Lønmodtagerbeskæftigelsen er den bedste strømpil vi har for det danske arbejdsmarked – det er ’kongetallet’ - og derfor er udviklingen det seneste år ekstra glædelig.

Selv om der er grund til at glæde sig over udviklingen på arbejdsmarkedet i 2014, er der dog også et par advarselslamper, som lyser.

Væksten er fortsat ikke imponerende, og hvis der ikke kommer mere gang i det private forbrug og de private investeringer herhjemme, er det ikke sikkert at det danske arbejdsmarked kan fortsætte de flotte takter vi så i 2014.

Fremgangen i antallet af ledige stillinger på Jobindex er bl.a. løjet lidt af de sidste par måneder, hvilket er en reminder om, at der også skal være efterspørgsel for, at flere kan komme i job.

Samtidig er det afgørende, at truslen om deflation i Euroområdet afværges og priserne ikke begynder at falde. Hvis først priserne i Europa begynder at falde, vil alt gå i stå til stor skade for vores eksport.

Derfor kan ECB’s opkøbsprogram heller ikke stå alene. I første omgang er ECB’s manøvre et forsøg på at forhindre deflation og forhindre at det går værre end frygtet.

Der kan sagtens komme et regulært rygstød til europæisk og dansk økonomi fra ECB’s opkøbsprogram, men lande, som har råderum – herunder ikke mindst Tyskland – bør også føre en mere ekspansiv finanspolitik.

Den lave oliepris sammen med følgevirkningerne af ECB’s opkøbsprogram i form af lavere renter og svækket krone styrker isoleret set efterspørgslen, og det er der brug for, hvis arbejdsmarkedet skal holde dampen oppe.