Kontakt

Arbejdsmarked

Antallet af varslede fyringer ligger under det historiske gennemsnit

Antallet af varslede fyringer er det laveste målt siden 2007. Det er godt nyt ikke mindst set i lyset af at antallet af varslede fyringer i et historisk perspektiv allerede er lavt, og faktisk ligger under det historiske gennemsnit. Det er alt i alt gode tegn, som sammen med positive meldinger fra udlandet giver begrundet håb om en reel jobfremgang i 2014.

Antallet af varslede fyringer i de større danske virksomheder er tilbage på før-krise niveau.

I første kvartal 2014 blev der samlet varslet 2.182 fyringer, hvilket er færre end sidste år. Og faktisk er antallet af varslede fyringer i første kvartal af 2014, det laveste antal der er målt for et første kvartal siden 2007.

Samtidig har der siden august 2013 været en opadgående tendens i antallet af nye jobannoncer på Jobindex, hvilket tyder på, at samtidig med at der afskediges færre medarbejdere rundt om i danske virksomheder, slås der også flere stillinger op.

Hvis de gode takter fortsætter tyder det på at flere kommer i job i 2014.

Men det er dog stadig afgørende, at der kommer mere gang i den hjemlige danske efterspørgsel. De private investeringer og det private forbrug udvikler sig nemlig, til trods for en fortsat høj forbrugertillid, svagt.