Kontakt

Beskæftigelse

Antallet af varslede fyringer i industrien er mere end halveret

Nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen viser, at antallet af varslede fyringer var på 963 i september, hvilket er 716 færre fyringer end i september sidste år. For 2013 samlet set er antallet af varslede fyringer på det private arbejdsmarked faldet markant i forhold til sidste år. Alene i industrien er tallet mere end halveret. Inden for det offentlige er antallet af varslede fyringer dog taget til i 2013.

I september blev der varslet 963 fyringer. Det er 716 færre varslede fyringer end i september sidste år.

Korrigeret for sæsonudsving, er antallet af varslede fyringer også faldet den seneste måned og ligger i øjeblikket på et forholdsvist lavt niveau.

Indtil videre har arbejdsmarkedet i 2013 ikke været plaget af voldsomme fyringsrunder. Samlet er der indtil nu blevet varslet 7.973 fyringer mod 9.744 varslede fyringer på samme tidspunkt sidste år.

Det er især på det private arbejdsmarked, at de varslede fyringer er taget af. Samlet er der således blevet varslet 6.520 fyringer på det private arbejdsmarked mod 9.181 sidste år.

Indenfor offentlig administration, undervisning og sundhed er antallet af varslede fyringer dog mere end fordoblet i 2013. De første ni måneder af 2012 blev der således varslet 563 fyringer indenfor offentlig administration, undervisning og sundhed mod 1.453 fyringer i år.

Det er meget positivt, at de varslede fyringer på det private arbejdsmarked er taget af og ligger på et forholdsvist moderat niveau, men hvis de flere fyringer indenfor det offentlige er udtryk for, at det offentlige, ligesom sidste år bruger færre penge end budgetteret, er det bekymrende. Sidste år kostede det offentlige underforbrug godt 10.000 arbejdspladser.

Der er endnu ikke tale om et egentligt opsving i dansk økonomi og dansk økonomi er fortsat sårbar. De gode takter, som flere indikatorer har vist hen over sommeren, kan hurtigt blive tabt på gulvet igen.

Derfor er det i denne fase ekstra vigtigt at det offentlige også bruger hver en øre, der er fundet på budgetterne til offentligt forbrug og offentlige investeringer.

Omtalt i TV2 NEWS, den 14. oktober 2013.