Blog

Regional fordom bekræftes: Eliten bor nord for København

stud.polit Gyrithe Rosenlund   |  1. april 2008

AErådets nyeste analyse af befolkningens indkomster viser, at størstedelen af samfundets elite bor i kommuner nord for og omkring København.

Ser man på, hvor eliten bor, målt som elitens andel af indbyggerne over 18 år i kommunen, tegner der sig nemlig et billede af, at eliten især bor i kommuner nord for København som Rudersdal og Gentofte Kommune. Eliten er i analysen defineret ud fra bruttoindkomst, alder og uddannelse.

På top ti listen over kommuner med store eliteandele finder man Rudersdal, Hørsholm og Gentofte Kommune på de tre første pladser. Her har lige knap en tredjedel af borgerne en indtægt, uddannelse og/eller alder, som kvalificerer dem til en plads i eliten. På de næste pladser ligger flere nordsjællandske kommuner. Allerød, Lyngby-Taarbæk, Furesø og Fredensborg Kommune er ligeledes kommuner med store elitekoncentrationer. Kun tre ud af de ti kommuner er ikke beliggende i Nordsjælland, mens ingen af kommunerne i top 20 er placeret uden for Sjælland.