Blog

Offentlige investeringer er den bedste medicin

Chefanalytiker Martin Madsen   |  19. december 2008

Offentlige investeringer er op til fem gange så effektive som en underfinansieret skattereform til at sætte gang i dansk økonomi. Det er en økonomisk kendsgerning. AE anbefaler derfor, at man med de nuværende økonomiske udsigter fremrykker offentlige investeringer til andet halvår af 2009.

I Ugebrevet Mandag Morgen den 15. december (side 14) bakker de økonomiske vismænd kendsgerningen op. Her kan man læse: ”Ulempen er, at en underfinansieret skattereform ikke skubber lige så sikkert til væksten som direkte investeringer. Det giver mere vækst at renovere skoler eller bygge broer”, siger vismand Jan Rose Skaksen.

Endvidere står det også sort på hvidt i Finansministeriets Økonomiske Redegørelse fra december 2004 (side 144), hvor beskæftigelseseffekterne af henholdsvis offentlige investeringer og skat er angivet.

Og i Børsen den 19. december (side 20) kan man selv læse, at den liberale tænketank Cepos er enige: ”Det er rigtigt, at offentlige investeringer er bedst til at skabe job lige nu og her”, siger Anders Borup Christensen fra Cepos.

Offentlige investeringer i bl.a. uddannelse og infrastruktur kan på linje med lavere skat på arbejde også bidrage til at øge beskæftigelse og produktivitet på sigt.

I de økonomiske vismænds efterårsrapport 2008 (side 138) fremgår det, at ”investeringer i uddannelse eller bedre infrastruktur naturligvis vil øge produktiviteten”.

Og i en AE-kronik bragt i Jyllands-Posten den 12. december (side 24) citeres to amerikanske nobelpristagere i økonomi for netop at påpege, at den effektive udnyttelse af skatteindtægterne til produktive offentlige investeringer virker som en negativ skat og bidrager til Danmarks succes med høj velstand og lighed.

Offentlige investeringer vil således være den bedste medicin til at stimulere dansk økonomi og samtidigt vil produktionspotentialet øges på sigt.