Regeringen skal selvfølgelig reklamere for sine nye initiativer i forbindelse med finansloven. Finansminister Lars Løkke Rasmussen får dog pengene afsat til toiletter fremstillet som fem høns, selvom der ikke engang er tale om én enkelt fjer.
Således oplyser finansministeren til Ritzau mandag den 10. november kl. 01.30 under overskriften ”Kommuner kan investere mere i anlæg”, at der er ”100 millioner kroner, så kommunerne kan renovere nedslidte toiletter på deres skoler”.
Af presseresumeet samme dag, som dog først blev offentliggjort ca. 20 timer efter, at dagsorden var sat på Ritzau og redaktionerne var lukket, kunne man på side 5 under overskriften ”Løft af de fysiske rammer i kommunerne” læse, at de 100 mio. kr. afsættes som ”en to-årig pulje på 50 mio. kr. årligt i 2009 og i 2010”.
Af selve aftaleteksten kan den meget interesserede læser til stor overraskelse læse, at der slet ikke er tale om nye penge til toiletter for hverken 50 eller 100 mio. kr. Her fremgår det, at pengene skal findes inden for de allerede eksisterende rammer. Der står således nederst på side 17 i aftaleteksten, at: ”Puljen udmøntes i 2009 og 2010 og prioriteres inden for rammerne af den del af kvalitetsfonden, der endnu ikke er udmøntet”.
Sagen er, at det, som regeringen præsenterer som en gavebod, reelt ikke giver én eneste ny krone til uhumske toiletter, som det ellers var hensigten med regeringens højtprofilerede Kvalitetsfond. Fakta er ifølge Finansministeriets egne tal, at kommunernes anlægsloft på 15 mia. kr. i 2009 reelt er et fald i forhold til 2008, hvor kommunerne havde 15,6 mia. kr. til investeringer (målt i sammenlignelige priser).
Udover at det naturligvis er problematisk, at regeringen ikke tager vedligeholdelsesefterslæbet på offentlige bygninger og anlæg alvorligt, er det også problematisk, når selv eksperter skal bruge lup for at finde op og ned i Finansministeriets tal. I så fald er det en nærmest umulig opgave for journalister og politikere, der hurtigt skal overskue tallene og formidle det til hr. og fru Danmark.