Boligpriserne er den hurtigste og bedste temperaturmåler på nationens økonomiske situation. Stiger boligpriserne er der udsigt til vækst og flere arbejdspladser. Falder boligpriserne er der udsigt til stagnation og faldende beskæftigelse.

Det er den lære man kan drage af de sidste 40 års økonomiske erfaringer. Den seneste tids faldende boligpriser vil derfor med næsten usvigelig sikkerhed lede til økonomisk stagnation, faldende beskæftigelse og stigende ledighed. Hvor lang tid det økonomiske tilbageslag vil vare og hvor kraftigt det vil blive, er det svært at spå om.

Den seneste tids fald i boligpriserne kan selvfølgelig ikke ses uafhængigt af de kraftige prisstigninger, vi har se de seneste år. Prisstigningerne skyldes dels den lave rente, vi så i kølvandet på terrorangrebet den 11. september 2001. Men de skyldes også det ekstra benzin, som regeringen har hældt på boligprisbålet. For det første de nye lånemuligheder i form af flexlån og afdragsfrie lån. For det andet, fastlåsningen af ejendomsværdiskatten målt i kroner og øre, i stedet for i procent, som det gælder for momsen, indkomstskat og arbejdsmarkedsbidrag. Når disse forhold slog ud i stigende boligpriser, skyldes det, at boligkøberne især ser på deres månedlige betaling, når de beslutter hvor dyr en bolig, de har råd til. De lavere udgifter som følge af nye lånemuligheder og ejendomsværdiskattestoppet blev dermed overvæltet i prisen på boligen – til gavn for sælgerne. Det der umiddelbart lignede en hjælp til de unge boligkøbere, var i virkeligheden en lang næse. Det var sælgerne, der i kraft en højere salgspris scorede gevinsten.

Tænk hvor meget sundere den danske økonomi ville have været i dag, hvis vi havde vekslet en del af disse formuegevinster til offentlige indtægter, som vi bl.a. kunne have brugt til at nedsætte skatten på arbejde. Da renten sidst faldt i 80’erne og 90’erne valgte ansvarlige politikere at bruge disse rentefald til at nedsætte rentefradraget, og bruge de ekstra penge, der kom herfra til at sænke skatten på arbejde.

Nu hvor priserne på bolig falder, kunne det umiddelbart se ud til, at det er de unge førstegangskøbere, som har fået fat i den lange ende. Det er dog kun delvis rigtigt. Det boligprisfald vi har set den seneste tid, skyldes bl.a., at renten – herunder specielt den korte flexlån-rente - er steget kraftigt de sidste par år. Selvom boligpriserne er faldet, så er den månedlige ydelse derfor ikke faldet tilsvarende. De unge har med de nuværende boligprisfald kun fået marginalt bedre mulighed for at komme ind på ejerboligmarkedet. Der skal større boligprisfald til, før det for alvor bliver billigere for de unge at komme ind på ejerboligmarkedet.

Da den seneste tids boligprisfald følger efter en periode med kraftigt stigende priser, er det kun dem som har købt bolig for nylig, der for alvor risikerer at komme ud i tovene. Og det vil kun gælde for dem, der af den ene eller anden grund er tvunget til at sælge deres bolig. For resten af boligejerne vil det mere handle om, at man bliver nødt til at spænde livremmen ét eller to huller ind.

Der, hvor boligprisfaldet vil kunne mærkes, er på det nationaløkonomiske niveau. Boligbyggeriet vil gå i stå og de ét til to huller, som livremmen skal spændes ind, vil kunne mærkes på udviklingen i det private forbrug. Faldet i boligbyggeriet giver mulighed for, at vi kan tage fat på offentlige investeringer i infrastruktur og den nødvendige renovering af offentlige bygninger – bl.a. de skoletoiletter, der har været så meget debat om. Selvom ledigheden er lav for tiden, og der derfor ikke umiddelbart ikke ser ud til at være plads til flere offentlige investeringer, skal man huske, at beslutninger, der tages i dette efterår, først påvirker aktiviteten fra omkring næste sommer. Og næste sommer befinder bygge- og anlægssektoren sig med stor sandsynlig i en helt anden situation.