I et læserindlæg i Berlingske Tidende den 5. september forsøger Undervisningsminister Bertel Haarder at bagatellisere regeringens fiasko på uddannelsesområdet.
Han skriver bl.a., at vi er tæt på regeringens 95 procent mål. Det skyldes, at fem procent får en videregående uddannelse uden at have fået en ungdomsuddannelse. Måske skulle Bertel Haarder kigge lidt nærmere på regeringens – og dermed hans egen - målsætning. Den lyder: I 2015 skal 95 procent af en ungdomsårgang gennemføre en ungdomsuddannelse. De seneste tal viser, at under 80 procent af en ungdomsårgang gennemfører en ungdomsuddannelse. Dette er endda et skønhedsmaleri af situationen, fordi tallet på de 80 procent, der gennemfører en ungdomsuddannelse, vedrører situationen 25 år efter folkeskolen, når den ”unge” er ca. 41 år. Måler man ti år efter folkeskolen, når den unge er ca. 26 år, så er det under 75 procent, der har gennemført en ungdomsuddannelse. Mere end hver fjerde ung har altså ikke gennemført en ungdomsuddannelse. Det er svært ved at se, at det er tæt på regeringens 95 procent mål – specielt også fordi den andel, der gennemfører en ungdomsuddannelse, er faldet de senere år. Læs mere i kapitel 1 i AE's nye rapport Økonomiske Tendenser 2008 "Færre får en ungdomsuddannelse".