Kontakt

PRESSEMEDDELELSE

AE: Vigtigt fokus i finansloven på vækst og levevilkår

Regeringen har netop præsenteret sit finanslovsforslag ”Et stærkere fællesskab”. I 2015 vil regeringen understøtte økonomien med fokus på uddannelse, sundhed og offentlige investeringer.

Regeringen har netop præsenteret sit finanslovsforslag ”Et stærkere fællesskab”. I 2015 vil regeringen understøtte økonomien med fokus på uddannelse, sundhed og offentlige investeringer.

”Dansk økonomi er ikke oppe i fulde omdrejninger, og der er stadig risiko for, at økonomien vil fortsætte i dødvande. Derfor er det helt rigtigt at holde gang i de offentlige investeringer og godt, at regeringen går lige til grænsen i forhold til de bindinger, som vi er underlagt i forhold til EU. Vi har de sidste år oplevet et markant offentligt underforbrug. Det har vi ikke råd til. Det koster arbejdspladser. Alene sidste år kostede det offentlige underforbrug op imod 15.750 job. Derfor skal pengene, der er afsat denne gang, også bruges,” understreger direktør i AE Lars Andersen.

Finanslovsforslaget har bl.a. fokus på sundhed og uddannelse. Regeringen afsætter knap 1,5 mia. kr. ekstra til uddannelsesområdet herunder et taxametertilskud og 5 mia. kr. til sundhedsområdet frem mod 2018. Det er to utrolig vigtige områder, vurderer AE’s direktør:

”Uddannelse er den bedste investering i forhold den fremtidige velstand og beskæftigelse. Lige muligheder i levevilkår handler ikke kun om økonomiske vilkår, men i lige så høj grad om muligheden for at leve med et ordentligt helbred”, siger Lars Andersen og fortsætter:

”Vi kan se, at der er store forskelle i sundhed og levetid. Vores analyser viser, at den rigeste fjerdedel af mænd lever 10 år længere end den fattigste fjerdedel. Det skyldes et samspil af en række faktorer som eksempelvis levevis, arbejdsmiljø og brug af sundhedssystemet. Derfor er investeringer i uddannelse og sundhed også helt afgørende for at bekæmpe den stigende ulighed i Danmark,” vurderer Lars Andersen.

Det er godt med sociale taxametre på ungdomsuddannelser for at mindske frafaldet, men det er vigtigt, at der bliver fundet flere praktikpladser. Arbejdsgiverne må nu levere, da de tidligere er blevet tilgodeset med de gennemførte vækstpakker. Udover tiltag med sociale taxametre har regeringen ligeledes lagt op til fordobling af fradraget for fagforening.

”Det er gode initiativer. Derudover er der afsat en reserve til forhandlingerne på 1,5 mia. kr. En andel af denne pulje kan passende bruges til at mildne følgerne af dagpengereformen, indtil dagpengekommissionen er færdig med sit arbejde. Fokus bør være på de lønmodtagere som mister retten til dagpenge, og som bliver ramt af reglerne om gensidig forsørgerpligt,” foreslår Lars Andersen.


For yderligere information, kommentarer og interviews kontakt venligst

Direktør Lars Andersen
40 25 18 34 eller la@ae.dk

Kommunikationschef Mikkel Harboe
28 36 87 50 eller mh@ae.dk