Regeringen vil spare knap 5 milliarder kroner på uddannelse og forskning fra 2011 til 2013 - problemet er, at ligegyldigt om man har kort eller langt lys på må konklusionen være: Nulvækst og forsknings- og uddannelsesbesparelser hænger ikke sammen med en vækstdagsorden. Det hænger sammen med en sparedagsorden.

Bruttoarbejdsløsheden steg med hele 5.100 fuldtidspersoner i den seneste måned og har dermed rundet 171.000 fuldtidspersoner. Det er den største stigning siden efteråret 2009.

De varslede fyringer er ligeledes steget og er nu oppe på niveauet fra sidste sommer. De danske nøgletal giver desværre ikke et entydigt billede af en økonomi i stabil fremgang.

Alligevel lægger regeringen med finansloven for 2011 op til den strammeste finanslov i 25 år, der dæmper den økonomiske vækst med 0,5 procentpoint i 2011. Ikke siden Kartoffelkuren i 1980’erne har finansloven og kommunalaftalerne tilsammen været så stram.

Den helt store forskel fra dengang til nu er imidlertid, at mens økonomien op til Kartoffelkuren var overophedet, er dansk økonomi kun lige kommet ud af dybfryseren, og opsvinget er fortsat skrøbeligt.

GRUNDEN TIL den stramme kurs er, at regeringen har valgt sparevejen for at nedbringe det offentlige underskud. Det kan fremstå ansvarligt, men reelt er det økonomisk uansvarligt at spare, før opsvinget har fået fart. For spareplanen risikerer at forlænge krisen med tab af arbejdspladser og vækst til følge. Spareplanen vurderes at koste i størrelsesorden 9.000 arbejdspladser alene i 2011.

Når de andre europæiske lande samtidig strammer deres finanspolitik i 2011, koster det yderligere danske job på grund af samhandlen mellem landene. Stramningerne i Danmark og EU kan dermed koste op mod 20.000 danske job næste år.

Med en for tidlig stramning risikerer vi, at flere bliver fanget i langtidsledighed, og at arbejdsløsheden dermed bider sig fast på et højere niveau. Samtidig risikerer de svage grupper igen at miste fodfæste på arbejdsmarkedet.

Mens hensigten med en finanslov på nuværende tidspunkt burde være at genoprette dansk økonomi, risikerer de markante finanspolitiske stramninger allerede fra 2011 at tage luften ud af opsvinget.

Nobelprisvinder i økonomi, professor Joseph Stiglitz, har for nylig påpeget netop denne risiko. Han understregede her, at "regeringer i det lange løb naturligvis er nødt til at sørge for, den offentlige saldo er i balance – men på kort sigt, hvis udgifterne skæres for tidligt, kan resultatet være en svækket økonomi, stigende arbejdsløshed og skatteindtægter, der skuffer". Man skal derfor stimulere økonomien på kort sigt og samtidig fremme væksten på lang sigt, mener Stiglitz.

Regeringen har henvist til EU’s henstilling til Danmark om at bringe det store offentlige underskud i 2010 ned under EU’s grænse på 3 pct. af BNP. Her er det imidlertid afgørende at understrege, at EU’s henstilling ikke kræver, at opstramningen sker allerede i 2011.

Modstykket til at træde hårdt på bremsen er ikke nødvendigvis at træde hårdt på speederen, men blot at slippe foden fra speederen. Det gør man ved at fastholde investeringsniveauet i 2011 til kloakker, skoler og veje samt ikke at skære i rentable investeringer i uddannelse og forskning. Og det er ikke i modstrid med EU’s henstilling.

Om EU’s henstilling siger Joseph Stiglitz: "Det er en kortsigtet adfærd, der rent faktisk ikke giver nogen økonomisk mening (…). Nedskæringer efter forgodtbefindende på investeringer, der giver et højt afkast, bare for at få billedet af underskuddet til at se bedre ud, er virkelig dumt (...). Spørgsmålet er, hvor hurtigt man begynder at spare, og hvordan man gør det." Netop "fordi Europa fokuserer på den tilfældige grænse på 3 procent af BNP, (…) er Europa i fare for at gå i et dobbelt-dyk".

En lignende kritik kom fra en anden nobelprismodtager i økonomi, professor Poul Krugman, der i News York Times skrev: "Regeringer prædiker behovet for stramninger, når det reelle problem er utilstrækkelige udgifter".

DET HELT store problem er, at regeringens spareiver ikke kun hæmmer væksten i de kommende år. Regeringens markante besparelser på uddannelse og forskning vil nemlig også komme til at hæmme væksten på den lange bane.

Regeringen vil i alt spare 4,8 mia. kr. på investeringer i uddannelse og forskning. Det dækker over specifikke besparelser på 2 mia. kr. på uddannelse og knap 2 mia. kr. på forskning. Det fremgår af aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om ’Genopretning af dansk økonomi’ fra maj 2010.

Hertil kommer de generelle grønthøster-besparelser, som beløber sig til yderligere 1 mia. kr. på Undervisnings- og Videnskabsministeriets områder. Samlet set sparer regeringen knap 5 mia. kr. på offentlig uddannelse og forskning fra 2011 til 2013.

De markante forsknings- og uddannelsesbesparelser kan i den grad undre, hvis målet i de kommende år er at skabe øget vækst i Danmark.

I den økonomiske litteratur fremhæves uddannelse og forskning ofte som to af de mest centrale vækstmotorer. Og regeringen er endda inde på det samme i sin 2015-plan ’Mod nye mål – Danmark 2015’ fra august 2007, hvoraf det fremgår, at: "flere penge på forskning, uddannelse (…) er investeringer i fremtiden, som skal løfte væksten og bidrage til, at Danmark opnår fuldt udbytte af globaliseringen".

TANKEGANGEN ER helt korrekt. En succesfuld tackling af den teknologiske udvikling, den stigende globalisering og omstillingen af de danske virksomheder kræver både mere og bedre uddannet arbejdskraft og forskning.

Men tankegang er ikke nok. Og besparelser på uddannelse og forskning genopretter ikke væksten – tværtimod: Det hæmmer væksten. Ikke kun på kort sigt, men også på længere sigt.

Regeringen siger selv, at den vil sætte vækst på dagsorden i efteråret. Alligevel starter man ud med at skyde sig selv i foden ved at lægge op til en finanslov for 2011, der bidrager negativt til væksten til næste år og som samtidig indeholder besparelser på uddannelse og forskning på næsten 5 mia. kr. frem til 2013.

Ligegyldigt om man har kort eller langt lys på må konklusionen være: Nulvækst og forsknings- og uddannelsesbesparelser hænger ikke sammen med en vækstdagsorden. Det hænger sammen med en sparedagsorden.

Debat-analyse i Politiken d. 28. august 2010