I 2006 løste man med velfærdsaftalen problemet med 'ældrebyrden' og de finanspolitiske holdbarhedsproblemer, der følger med den aldrende befolkning - én gang for alle - i det lys må det undre, at regeringen i disse uger igen forhandler intenst om at hæve folkepensionsalderen og afskaffe efterlønnen med henvisning til, at der mangler milliarder i kassen, når der i de kommende årtier bliver flere ældre.

Regeringen forhandler i disse dage med folketingets partier i et forsøg på at få opbakning til den omfattende tilbagetrækningsreform 'Reformpakke 2020'. Her består det ene ben i en afskaffelse af efterlønnen, mens det andet indeholder en fremrykning af velfærdsaftalen fra 2006, som vil løfte folkepensionsalderen med op til 2 år for personer i alderen 50,5-56,5 år.

Et af regeringens hovedargumenter i forsvaret for omfattende arbejdsmarkedsreformer er, at der i de kommende år bliver flere ældre, der skal forsørges. Den befolkningsmæssige 'modvind' har ifølge Lars Løkke Rasmussen den konsekvens, at andelen af folk i arbejde 'skrumper ind' frem mod 2020: »Hver gang fem forlader arbejdsmarkedet for at gå på pension, står kun fire klar til at tage over«, som statsministeren formulerede det i nytårstalen.

Spørgsmålet er, om argumentationen holder? Er det virkelig sådan, at flere ældre igen skal have skylden for, at de offentlige finanser er uholdbare? Og betyder det, at der kommer flere ældre og færre unge automatisk, at beskæftigelsen falder i de kommende 10 år?

Velfærdsaftalen fra 2006 sikrede finansiering af velfærdssamfundet
For at finde svaret skal vi tilbage til 2006-velfærdsaftalen. For at løse den demografiske udfordring med flere ældre vedtog et bredt flertal i folketinget Velfærdsreformen, der gradvist forhøjer efterløns- og folkepensionsalderen efter en model, hvor efterlønsalderen hæves gradvist fra 60 til 62 år fra 2019 og frem mod 2022, mens folkepensionsalderen hæves gradvist fra 65 til 67 år fra 2024 og frem mod 2027. Fra 2025 indekseres aldersgrænserne i tilbagetrækningssystemet med udgangspunkt i restlevetiden for 60-årige, så den forventede periode med efterløn og folkepension er omkring 19,5 år på sigt.

Indekseringsprincippet bevirker, at al længere levetid automatisk medfører flere år på arbejdsmarkedet i forholdet 1 til 1. Der er på den måde tale om en hård indekseringsregel, der betyder, at danskerne på trods af en højere og højere levestandard fremover kommer til at bruge en større og større andel af livet på arbejdsmarkedet.

Effekterne af velfærdsreformen er meget markante. Faktisk så markante, at der er tale om den mest vidtgående arbejdsmarkedsreform i Danmark i nyere tid. Forklaringen giver Finansministeriet selv i Konvergensprogram 2009 fra februar 2010. Her fremgår det, at 2006-velfærdsreformen frem mod 2060 øger beskæftigelsen med ikke mindre end 340.000 personer. Allerede i 2025 er der tale om en øget beskæftigelse på over 100.000 personer, mens effekten i 2040 ligger på 250.000 personer.

Ligeledes ville beskæftigelsen uden Velfærdsreformen omvendt falde med omkring 27.000 personer frem 2020, frem mod 2025 ville den falde med 62.000 personer, og frem mod 2037 ville faldet være næsten 130.000 personer. Efter 2037 begynder befolkningsudviklingen (igen) at trække op i arbejdsstyrke og beskæftigelse.

Med andre ord: Uden Velfærdsaftalen ville flere ældre og færre unge være en massiv udfordring for arbejdsudbuddet, den økonomiske vækst og de offentlige finanser. Men med vedtagelsen af Velfærdsaftalen i 2006 tog man faktisk hånd om denne udfordring. Derfor stod der også på side 92 i Velfærdsaftalen, at »reformerne medfører finanspolitisk holdbarhed forstået sådan, at de merudgifter, som vil optræde på længere sigt - bl.a. som følge af længere levetid (pension, ældrepleje og sundhedsvæsen) - kan finansieres«.

Gevinsterne af velfærdsaftalen negligeres
Kort og godt: Man løste i 2006 problemet med 'ældrebyrden' og de finanspolitiske holdbarhedsproblemer, der følger med den aldrende befolkning - én gang for alle. I det lys må det undre enhver, at regeringen i disse uger igen forhandler intenst om at hæve folkepensionsalderen og afskaffe efterlønnen med henvisning til, at der mangler milliarder i kassen, når der i de kommende årtier bliver flere ældre. Kun ti sider inde i Velfærdsaftalen kan man ellers læse, at »ændringerne i tilbagetrækningssystemet vil sikre finansiering af det danske velfærdssamfund mange årtier frem«.

Kan en forklaring være, at når statsministeren og finansministeren argumenterer for flere ældre og færre i arbejde i de kommende årti, så ser de ganske enkelt bort fra de gevinster, man høstede med Velfærdsforliget? Refererer de simpelthen til den underliggende demografiske udvikling, vel vidende at Velfærdsaftalen for længst har løst netop denne udfordring?

Med den omfattende Velfærdsreform i baghovedet, fremstår det under alle omstændigheder utroværdigt, at højere pensionsalder og afskaffelse af efterlønnen igen skal gøres til prygelknabe for underskud på de offentlige finanser. Afskaffer man efterlønnen i dag, vil en 20-årigs tidligste pensionsalder blive 72 år - altså over 12 år senere end i dag. Samtidig kan en nyfødt tidligst forvente at gå på efterløn som 69,5-årig, mens efterlønsalderen i dag er 60 år. Og afskaffes efterlønnen helt, vil en nyfødt fremover først kunne gå på folkepension som 74,5 år.

Fremtidens ældre (der jo i dag er de unge) har én gang betalt for de demografiske udfordringer med stigende folkepensions- og efterlønsalder. Denne gang bør folkepension og efterløn ikke blive syndebukken for regeringens ufinansierede skattelettelser og uansvarlige økonomiske politik siden Velfærdsforliget i 2006.

Politiken debat-analyse d. 30. april 2011